Jens Vissing Stochholm

  Notater:

Ikke fundet i FT

Barndomsminder fra Jens Vissing Stochholm født 23/12-1853
Chicago February 1939.
Minder fra Barndomshjæmmet af J. W. S T O C H H O L H West Jylland Danmark
Med Lykønskning til mit 85. Fødselsdag modtog jeg Opfordring fra min Brodersen Nikolaj Stochholm Kjøbenhavn Danmark om at nedskrive nogle af mine Erindringer fra mit gamle Hjæm og de Dage jeg tilbragte der før jeg i Aaret 1880 udvandrede til America. Skjønt det nu er næsten fremmed for mig at udtrykke mig i mit eget Modersmaal efter saa mange Aar næsten udelukkende at have brugt det engelske Sprog saa har jeg dog besluttet mig til at gjøre et forsøg og vill hermed dedicate de følgende Erindringer til min Broder Peder Stochholms Børn, Dora,Niko1aj, Cecilie and Johanne Stochholm. Eftersom jeg føler mig knyttet til alle ved slægtskab Baandet baade for min Broders saavelsom for deres elskværdige Moders skyld.
Jeg har ofte ønsket at det havde været mulig at have havt andledning til at have personlig kjændskab med min Broders Familie whilket aldrig var mig givet. Med untagelse af Dora som jeg saa paa mit sidste Besøg til Danmark som nu er over 50 Aar siden. Jeg meget vell erindrer lille vakkre Dora som dengang var omtrent 6 Aar gammel og med mig paa en Reise til Hjæmmet.
Angaaende mit Barndomshjæm som var kaldt Bavnen whilket har sin Oprindelse fra gammel Tid længe før vor nutids hurtige comunications midler var opfunden. Bavnen var anlagt paa høje punkter i Landet og var brugt som optisk Telegraph eller signalstationer, paa saadanne pladser var opreist paa Pæle en Tønde med Tjære og i Tilfælde af anfald af Sørøvere eller udbrud af Krig da var Tjæren antændt og dermed var Signal given til den næste Bavn og saa fremdeles til hele Kysten var advaret om fare og beredt til Forsvar. Alt saadant er for længe siden forsvundet og kuns Navnet er tilbage og paa saadant et Plads var mit gamle Hjæm bygget. Skjønt jeg ihukommer visse Tildragelser saa langt tilbage som 80 Aar saa er det dog først fra udviklings perioden fra 10 - 15 Aars alderen at livet i Hjæmmet prægede paa mig sine mange uforglemmelige Minder saavelsom lagde Grundvolden for mit commende Lívs Caracter. Paa denne nævnte Tid var i Hjæmmet min Fader og Moder saavelsom min Moders Fader og Moder. Pastor N. Stochholm og Hustru, min Faders Forældre, var før min Tid og af den grund havde ikke nogen personlig Indflydelse paa mit Liv. Anderledes var det med hensyn til min Moders Fader Peder Hansen, som var til mig en meget interesant Personlighed, han var født 1778 og døde 1871 about 95 Aar gammel, han var Soldat i 8 Aar som Cyraser i det Danske Cavalry fra 1802 - 1810, da Danmark var allierret med Napoleon Bonaparte. Denne min Bedstefaders hele Liv var gjennemtrængt af en sand og levende Gudsfrygt og tro aabenbart baade i ord og gjærninger, samme character var præget paa min kjærligsfulde og Gud hengívne Moder Peder Hansens Datter Mette Pedersdatter, Peder Stochholms Hustru, hun var Moder til 10 Børn, 3 af hvilken døde i Børnealder, de 7, 4 Sønner og 3 Døtre som alle levede til Manddoms Alder. Af de 10 Børn var jeg den yngste. Min Moders ydmyge og opofrende Kjærlighed var det stærke Baand som bandt alle til Hjemet. Med en uforglemmelig Enhed i Hjerte og Sind skjønt Hjemet var tarveligt saa var det til gjengjæld rig paa Sundhed Fred og Glæde. Som jeg saaledes ihukommer Hjemet kommer til mig mindet om den Stilhed og fred som syntes at hvile over det baade i Hjemet og dets omgivelser i selve Naturen, som nu til mig synes at tilhøre en svunden Tidsalder. Aftersom man nu overalt føler sig omgiven af uroe fare og ufred, men som det ikke er mit formaal at skrive her om Tilstanden som det er i vor dag men om forgangne bedre dage lad mig da her give som det var et program af en af the mange lignende lyklige dage som jeg tilbragte i mit Barndomshjem i Tiden før omtalt.
En saadan Somerdag begynder med en tidlig morgenstund eftersom Solen staar op imellem Kl. 3 - 4 om morgenen, det er lidt haardt at faa søvnen ud af Øinene, men som jeg har fiskekroge ude i Barnesø saa faar Sportsmandsaanden overhaand over søvnen og man er velbetalt for tab af søvnen for hvad man seer føler og hører i en saadan Morgenstund, som man endaander den frisk morgenluft, som jeg nu gaar went imod Søen. Morgen Stilheden er afbrudt ved lyden af kirkekloken som forkynder Solens Opgang, jeg standser og vænder myself imod Østen hvor jeg seer den prægtige Aurora morgenrøden Herolden som forkynder Dags Koningens komme og just som de første straaler frem sker an anden vidunder det er som om en Hand af en usynlig Direotør slog til lyd med sin Battune thi med et er Luften fyldt med en prægtig kor af Himlens befjerede Sangere istemmende en herlig Morgensang.
Efter røgning af Fiskekrogen med eller foruden Bytte gaar det igjen imod Hjemet komende forbi Bestefaders Windue hører jeg ham synge sin Morgensang, det er nemlig hans vane hver Morgen naar han paaklæder sig at synge en af hans Morgensange eller en af Salmerne fra Brorsons Salmebog. After Frokost gaar det til Skolen, og her igjen begynder Dagen med Morgensang som
I Østen stiger Solen up `
og spreder Guld paa Sky
gaar over Hav og Bjærgetop
gaar over Land og By o.s.v.
After Skole Dagen er ome og Arbejdet i Hjemmet er over for dagen og nær Solnedgang da gaar det igjen mod Søen og efter Fiskekrogene ere udsatte og Baaden landet hører igjen Kirkeklokken forkynde Solnedgangen, et prægtig syn som man aldrig bliver træt af at see, det er meget almindelig at Vinden lægger sig ved Solnedgangen og alting er nu tyst og stille og Søen staar blank som et Speil og som jeg sidder stille i Baaden er man uvilkaarlig paavirket af den naturlige Fred og Stilhed af whilket man er omgiven af og nynner Ingemans stemningsfulde Aftensang
Fred hviler over Land og By
Ej Værden larmer mer
fro smiler Maanen til sin Sky
til Stjerne Stjerne seer
Og Søen blank og rolig staar
med Himlen i sin Favn
ved Dammen fjerne Vogter gaar
og lover Herrens Navn o.s.v.
Og som Skumringen sætter ind gaar det igjen imod Hjemet, og en god Dag maa ikke ende uden med et Besøg til Bestefaders Stue lyttende til hans Fortællinger om hans egne og andres bedrifter fra svundne Dage. Skjønt ofte hørt saa blev vi som Børn aldrig træt af at lytte til Bestefaders Fortellinger. Men som Dagen er snart forbi gaar jeg til Faders og Moders Bolig og nær Moder læser jeg nu fra Salmebogen Skriftsteder og Aften Bøn som er sat tilside for Daglig brug, endende Dagen med en eller to af the mange prægtige Aftensange ( hvoraf mange ere opbevarede i min Erindring til denne Dag ). Saaledes ender dagen med en vederkvægende Nats hvile af uforstyrret Fred. Skjønt Tiden aldrig blev lang eller ensformig saa var det dog en behagelig omvexling at have besøg fra fraværende Søstre og Brødre. Naar de besøgte os i Hjemet da var det festlige Dage ogsaa for mig at gaa paa Jagttur med Broder Peder paa hans besøg i Hjemet. Juletiden var især den mest fremstaaende af alle Festligheder. Paa den Tid søgte saamange som mulig at besøge Hjemmet til gjensidig glæde for alle, skjønt mindre gaver var givet og modtaget mest som kjærlig ihucommelse dog aldrig overskyggende Guds rige og kjærligheds gave af sin enbaarne Søn for vor og Værdens Frælser til alle som ham modtage som Frælser og Herre. John 1-12-13.
Jule Højtidelighederne optog mindst en Uge og sometider til efter Nytaars Dagen med Julegilder og Julebesøg. Men som Dagene gik saa kom ogsaa for mig Tiden at forlade Hjemet og Dagdrømme om kommende Dage og Bedrifter maate tilsidesættes for det mere alvorlige og practiske Krav af vor personlige part i Livets Drama. Min første bortgang fra Hjemet var da jeg modtog Plads i en Kjøbmansforretning i Varde 2 Mil fra Hjemet. Længslen efter Hjemet og det fri Liv der var stor og mine korte Besøg í Hjemmet festlige Dage. Men som Tiden gik saa blev Afstanden større fra Hjemmet og Besøgene mere sjeldne intil jeg i Aaret 1880 udvandrede til America. Siden den Tid har jeg kuns aflagt et Besøg til Danmark og Hjemmet som nu er omtrent 55 Aar siden.
Som jeg nu ser tilbage paa mit omskiftende og bevægede Liv Takker jeg Gud for et christelig Hjem. Hvor jeg lærte at Vejen til Gud Faders rige Naade og Fred er igjemmen Jesu Christi Forløsning, som paa Calvarys Kors med Hans blodige Død betalte Syndens Straf. (Rom. 6-23) og giver evigt Liv til alle som í Troen modtage Ham som Frælser og Herre hvilket jeg der med glæde lærde at gjøre. (John 1-12-13, 3-14-18) Saa I seer at mit Arvelod fra Hjemmet var en rig Skat baade for dette Liv og den komende Evighed.
Skjønt jeg er ved godt Helbred og Sundhed saa maa dog min Pilgrimsvandring snart være til Ende. Og som skyggerne bliver lange imod Solnedgang saa er det jo imod enden af min Livs dag her. Men naar Solen af min Livs Dag her gaar ned saa ved jeg at bag Nattens Hvile der vil blive en herlig Opstandelses Morgen.
Maa Guds Haade og Fred være med alle;
Med kjærlig Hilsen fra Eders Hengivne Onkel
J. W. STOCHHOLH

  Begivenheder i hans liv:

1. Bopæl, 1853-1860, Baunen, Oksbøl. ²

2. Konfirmation, 1 Mar. 1868, Aal Kirke Ribe. ³

3. Beskæftigelse: Handelslærling, 1870. ⁴

4. Bopæl, 1870, Hospitalsgade 174, Varde Ribe. ⁴ Vejen ikke fundet

5. Bopæl, 1 Feb. 1880, Baunen, Oksbøl. ⁵

6. Udvandring: Udvandret til Amerika, 1880.

7. Beskrivelse: Brev fra Cecilie Stochholm. Skovbrand i Hinckly, 1894.

8. Bopæl, 1894, Hinckly, Pine County, Minnesota, USA.
USA

9. Bopæl, 1895, Duluth, St. Louis, Minnesota, USA. ⁶ Denne begivenhed blev delt med Albertine Emeranga Turnell (Beboer)

10. Bopæl, 1900, Eau Claire city, Eau Claire, Wisconsin, USA. ⁷ Denne begivenhed blev delt med Albertine Emeranga Turnell (Beboer)

11. Beskæftigelse: Solicitor of Ord. Retail Grocery Store, 1910. ⁸

12. Bopæl, 1910, Benton, Lake, Illinois, USA. ⁹
Illinois, USA Denne begivenhed blev delt med Albert Emery Stochholm (Beboer), Albertine Emeranga Turnell (Beboer), Alice Cecilia Maria Stochholm (Beboer), Carl George Stochholm (Beboer), Dora Chatrina Stochholm (Beboer), Edward Stephen Stochholm (Beboer), Ester Anne Stochholm (Beboer), Margeritha Stochholm (Beboer), og Mary Wolmsley Stochholm (Beboer)

13. Bopæl, 1920, 1940 Ferdinand Street, Chicago, Illinois, USA. ¹⁰ Denne begivenhed blev delt med Edward Stephen Stochholm (Beboer), Ester Anne Stochholm (Beboer), Jane Stochholm (Beboer), Margeritha Stochholm (Beboer), og Mary Wolmsley Stochholm (Beboer)

14. Beskrivelse: Mindeord om Peder Hansen. ¹¹

15. Bopæl, 1930 til 1940, Chicago Illinois, USA. ¹² Denne begivenhed blev delt med Mary Wolmsley Stochholm (Beboer)

Mindeord om Peder Hansen (død 1871) fra Jens Vissing Stochholm: 1871, Baunen, Oksbøl

Mindeord om Peder Hansen (død 1871) fra Jens Vissing Stochholm
IN MEHORY OF MY BELOVED GRANDFATHER PEDER HANSEN
BORN 1778--DIED 1871 _
Å few days short of 93 years of age.
He served eight years as a cyrrasser in the Danish Cavalry, from 1802 to 1810. Denmark was at that time allied with France under Napoleon.
At the end of a fair day, with the sun in the west, So peaceful and sweet was his going to rest.
lt was not like death - just passing on -
To a fairer land With the Victory won
Eight years in the saddle with a gallant throng
He rode out of the castle with warrior's song
Years spent away from home and friends
But even to Wars there is sometimes an end.

Returning home now a man of peace,
It was still a battle, not a life of ease,
But he fought it well, was loved and esteemed
As he always stood for what right he deemed.

Now he loved us children and when the day's work was done
We counted it joy and the very best fun
To listen to his stories, that never grew old
About men of peace and of warriors bold.

With the stories of the Bible which he know so well,
Of it's heroes he could both sing and story tell.
Yet, best of all was the story sweet
Without which no life on earth is complete.

The old, old story of the FATHER'S love
Made known to us by the Christ from above,
He loved HIM and served HIM, and is now at rest
Though ever with us in memory blest.

I shall meet HIM I know, on the beautiful shore
Where loved ones meet to part no more.

JOHN W. STOCHHOLM.
CHICAGO, ILLINOIS.

July 1926.
Loving memories, with imagination inspire us sometimes to write, as in this case about Grandfather. In my imagination I see this man in the saddle, I hear the clatter of the horses hoofs upon the robblestones as they ride through the court gate of the castle. I hear the Warrior's song come back to me as a cloud of dust hides the last rider at the end of the road. I see grandfather coming back, straight and strong, after eight years of service for king and nation, taking up the battle of life in a new way. He fought it well and won, his life was a life of faith in GOD. And, then I see myself as a child at his knee, eager to learn and to listen and long to be like him. I see myself a youth walking with him for the last time to the old Kirk where we worshipped together. I saw him the day he passed on to be with the Lord. It was like the peace and rest which comes to a man after a busy day well spent, When the sun goes down in the west. I saw dear grandmother weep, as a young bride who had lost her lover, though they had lived together almost sixty years. He told her not to weep as he said, "Our parting will only be short, till we meet again". Over half a century of my life has passed since that day and even at this time it seems but a short while ago to me. Soon the Word will be fulfilled, even for me, that the parting will be short and "We shall meet again". JOHN W. STOCHHOLM. CHICAGO, ILLINOIS.

Jens Vissing Stochholm familieportræt

Brev fra Cecilie Stochholm om skovbranden ved Hinckley 1894: 1894, Hinckly, Pine County, Minnesota, USA

Brev fra Cecilie Stochholm om skovbranden ved Hinckley 1894
Duluth d. 2 Oktober 1894.
Kjære Jørgen og Marie
Jeg vil i Aften skrive lidt til Eder, for at I kan vide hvorledes vi nu har det. Først mange Tak for Dit Brev kjære Marie som vi for længe siden har modtaget i Hinckley, men ikke besvaret hvorfor jeg beder Dig undskylde, vi skrev et Brev til Eder før vi forlod Chicago som jeg haaber at I har modtaget. Kjære Venner vi tænker saa ofte paa Eder, og ønsker saa at vi kunde tale med Eder engang imellem, men Gud være lovet at vi kan mødes for ham i vore Bønner, ved hans vidunderlige skjærmende Naade er det at jeg kan sidde her og skrive til Eder, da vi den 1. September var iblandt dem som var omgivet af Flammer, men ved Guds store Naade blev reddet allesammen. Ja det var en skrækkelig Hjemsøgelse som kom over disse Byer, sligt har aldrig været kjendt her i Amerika før, jeg tænker at I har haft det i Bladene derhjemme, men det kan ikke lade sig beskrive hvilken Sorg Nød og Lidelser som derpaa fulgte, men jeg vil dog meddele Eder lidt om vores Befrielse. Hinckley var en lille By som havde imellem 7 a 800 Indbyggere den laa i Skoven havde Skov paa alle Sider, min Broders Huus laa ved Udkanten af Byen og ind í Skoven, han havde en meget stor Have som var beplantet med alle Slags Kjøkkenurter som bruges her og som min Broder solgte ind til Byen, men hele Sommeren havde vi Tørke og Hede saa at alt visnede og i hele Minnesota var der fuldstændig Misvækst, der har hele Sommeren været Skovbrand og har flere Gange været os nær, men den omtalte Dag havde vi Brand paa alle Sider og stærk Blæst men ved Middagstid blev det Orkan og det saa ud til at der blev Fare for Byen. Min Broder var den Dag i Butikken og han kom hjem at se til os Klokken 5 og han gik igjen og syntes at der blev vist ingen Fare. (Jeg maa her fortælle at Hans fra Chicago var hos os i Besøg, og havde været en maaned, han er en stærk og kjøn ung Mand han gik det meste af Veien paa Baiscikkel, der imellem var 500 Miles. Henimod Kl. 4 kom Hans og Marie ud og da var vi aldeles omgivet af Flammer det kom rullende oppe i Luften saa lige i et Nu var hele Byen antændt. Luften var bare Ild og saa desmed en stærk Orkan, det var en Ildciklon. Skrækkelige Øjeblik, Marie raaber skynder Eder ud med Børnene, og Hans gik paa Baiscikkel ind til Jens, jeg greb det lille Barn paa 10 Maaneder paa Armen, og en lille Pige paa 2 Aar ved Haanden, Ellen og Marie vilde lukke op for Dyrene men fik det ikke thi Ilden slog dem imøde, Stormen var saa stærk at man næppe kunde staa paa Jorden og Ild og Røg, og vi vidste slet ikke hvor vi skulde gaa men gik efter Byen for at møde Jens, som imidlertid havde været hjemme ved Huset og raabt paa os og ingen kunne finde, men han kom saa Gud være lovet til os, just som vi var naaet til Jernbanen som gik omtrent 2 Bøsseskud fra vores Huus, men der imellem var en stor Sandgrav hvori der var lidt Vand i Midten, vi vilde just gaa til Vandet som Jens raaber, kom paa Toget, som holdt nogle faa Alen fra os, vi kom med stort Besvær derhen og der stod Mænd som greb os og kastede os ind i en stor Kulvogn. Toget kunde ikke holde længe thi saa vilde det brænde og fra alle Sider kom Folk raabende med smaa Børn paa Armen og flere var ved at segne, og mange Hundrede maatte gjøre det siden og blev fortæret af Ilden, O hvilke skrækkelige Timer det er ikke til at beskrive, Toget holdt 5 Gange og samlede op, men saa maatte vi gaa og det saa ud som det ogsaa snart skulde brænde, vi var dermed omtrent 500 Mennesker, og vi kjørte 15 Mil i en stærk Ild og 2 Gange var der ved at gaa Ild i den Vogn som vi var i, saasnart vi aabnede Lemmen slog Flammerne ind til os, og Skrig lød fra alle, jeg bad en stille Bøn til den gode Gud som har alt i sin Haand og det var som en stemme sagde mig I skal blive frelst og Gud være lovet for sin store Naade imod os, vi kom over en stor Bro som er 300 Fod lang og 150 Fod høj, den brændte stærkt da vi kom til den, Ingeniøren tog Locomotivet og gik over først for at undersøge, men sagde da han kom tilbage vi maae vist dø men hellere drukne som brænde og saa satte han fuld Fart til, vi havde 2 Locomotiver og de er mere end dobbelt saa store som hjemme, men Gud vilde at vi skulde komme lykkelig over og 4 Minutter efter at vi var gaaet over begyndte Bjælkerne at falde af Broen, en meget stor Opofrelse viste disse Banefolk for at redde Menneskeliv og de har ogsaa faaet Medaille derfor men een mistede sin Forstand, I maa vide at der kom et Tog efter os, hvoraf de fleste maatte brænde Broen var faldet og da der gik Ild i Vognene sprang mange af og løb ind i Skoven (Veien gaa hele Tiden igjennem Skoven) men Skoven brændte, men der var Togføreren paa sin Post og reddede derfor 200 Henneskeliv, de stod og øsede Vand paa Hovedet paa hinanden og saa kjørte saa fort de kunde og naaede saa til en Svamp hvor de saa reddede dem, tænk kjære Venner hvilke Nødskrig der har lydt, paa eet Sted fandtes der 105 forkullede Lig, i Hinckley i Nærheden af vores Huus gik en bred Strøm fra den store Savmølle, dertil gik Folk ogsaa men alle som gik dertil døde, Vandet var snart kogende, der laa paa et Sted 90 Lig, men i den Sandgrav som jeg før har nævnt reddede sig 200 Mennesker, deriblandt vor Ellens Moder, Kl. 12 om Natten kom et Træn fra den anden Side som tog dem alle til Pine City, og tænk Kl. 9 om Aftenen var alt jævnet med Jorden, der var kun 2 Stenbygninger i Hinckley Skolen og Banken. Fra Generalen her kom imod os Telegram at de var rede til at tage imod os, de havde Mad og Logi til os alle, vi kom saa her til Duluth fattige og nøgne og var allesammen heel sorte i Ansigterne af Ild Røg og Aske, jeg kom med bart Hovede og det gjorde mange og klædt med en tynd Klædning paa thi Dagen var varm. Ja, der var en Gjerning at gjøre for dem som vilde efterkomme vor Frelsers Qrd, jeg var nøgen og I klædte mig. Ja skønt vi nu stod aldeles fattige følte vi os rige, vi stod med sunde Lemmer havde ikke eet eneste Brandsaar og vor Gud være lovet alle sammen der, min Broder sagde ogsaa at han havde aldrig følt sig saa rig som den Aften da han havde os alle omkring sig, og vi følte alle at om vi takkede den gode Gud af vor Sjæls Inderste saa var det som det slet ikke kunde forslaa mod den store Naade han havde bevist os, det var som vilde jeg raabe til enhver Christen, tak ogsaa Gud for min Skyld og som vi nu synes at vi har saa meget at takke Gud for som reddede vort Liv fra den gruefulde Flammedød, hvad har vi da ikke at takke den store Redningsmand vor Herre Jesus Christus for, som har reddet vort aandelige Liv. O kjære Sødskende i Herren, lad os meer og meer takke ham elske og leve for ham, den lille Tid vi har igjen paa Veien hjem til Himmelen, det var som den gode Gud vilde lade sin Røst lyde til Folk i fuld Alvor for den store Trængselsdag.Kort før havde vi et stort Missionsmøde paa 3 Dage det var svensk (der var kun to danske Familier i Hinckley og var derfor aldrig prædiget paa dansk men vi gik derfor med til den svenske Missionsforsamling og kunde snart fuldstændig forstaa det) der var 4 Præster som spiste hos os og vi havde mange velsignede Møder, det staar saa klart for mig indeni. Den sidste der talte var en ung Præst her fra Superior han er en sand Guds Mand, han talte med gribende Alvor over de Ord, er Du rede til at møde Din Gud, O ja det gjælder for os til enhver Tid at vi er rede til at møde vor Gud, men det følte man den skrækkelige Dag, det var som man tænke sig det vil gaa naar Verden skal forgaae, der var ogsaa mange der troede at det var Verdens Ende. Hertil er 79 mile, og i en By 200 mile derfra blev det saa tykt af Røg at det blev ganske mørkt Kl. 4 saa de maatte tænde Lys og Luften var ganske rød, saa der var stor Rædsel over mange Mennesker, men ak nu stod der ikke mange Familier uden at de savnede enten Børn eller Fader eller Moder, saa man saa en bittert knugende Sorg over mange Ansigter. Der brændte jo den Dag 3 Byer de 2 Byer som laa næst ved Hinckley, men tænk saa alle de forbrændte som endnu var i live hvilke Smerter er der ikke udstaaet. Dagen efter Branden gik min Broder med til Hinckley for at være behjælpelig der med at faa de døde begravet, de samlede op i Skoven før de kom dertil 28 Lig men I kan være vis paa at det var strængt at see hvilket Skue der fremstod, det er meer end der kan beskrives, alle de Smetenstræk som var at læse paa de døde forkullede Ansigter, der laa et Sted en Moder med 2 a 3 Børn i sin Favn, andre Steder hele Familier og saa en Mængde døde Dyr, hos min Broder var 7 Grisesøer 5 smaa Grise 200 Høns, 2 Køer havde han som fandtes ilive som var saa forunderlig, men Pladsen var høj og der var ikke nogen Næring for Ilden, min Broder havde lavt assureret og der var ingen som kunde faa den fulde Sum, saa han tabte meget, hans Guldur og 15 Dollar brændte ingen Mennesker fik noget med sig, vi mistede alt vor gode uldne Tøj de gode strikkede Skjørter og Strømper som havde været saa godt til Vinteren thi den er stræng her, i Gaar Morges var Jorden heel hvid af Rim. Vi har nok faaet lidt Tøj udleveret her men det er altsammen Bomuld. Kjære Marie jeg ved om vi havde været Dig saa nær saa vilde Du have givet os Garn til Strømper, men der ligger nu for lang en Vei imellem os, men den gode Gud som er de faderløses Fader han klæder ogsaa Lilierne paa Marken og skulde vi saa tvivle paa at han ikke vil give os hvad vi behøver. Her er blevet meget gjort for de brandlidte og er bleven mange Penge givet til dem, vi har ingen Penge faaet men har faaet een Maskine og en Seng og dertil Tæpper og lidt Kjøkkentøj, vi mistede alle vore kjære Erindringer som vi havde fra Fader og Moder og de kjære Bøger som de havde læst i og fundet Trøst af Guds Ord, 2 Dage efter blev vi en Bibel foræret af en svensk Missions ven fra Pine City, og vi havde et Postkort fra Pastor Asklund fra Kjøbenhavn forleden Dag, han vil sende os en Prædikensbog som vi er inderlig glad for. Kjære Venner I kan ikke tænke hvor det er underligt at staa saa blottet og ingenting have uden hvad man har paa, men jeg siger det ikke som nogen Klage thi min Tillid er til Gud, vi vilde saa gerne have det danske Missionsblad om I holder det, vilde vi blive glad ved at faae sendt et Par Hefter, saa kan vi maaske selv skrive til Kontoret, vi har ikke Adr. Ellen havde 5 Søstre her i Duluth og vi har været hos dem indtil nu har vi leiet en Leilighed, Marie og jeg har 2 Værelser ovenpaa, Dagen fer vi flyttede hertil kom der Telegram efter min Broder til Pine City han skulde skrive der paa Kontoret en Tid, det er for Livs Commiteen vi ved endnu ikke naar han kommer hjem, den store Bro byggede de op paa 14 Dage og i Hinckley er der snart allerede Huse færdig alt gaar med Hurtighed her, Duluth er en romantisk By men det maa jeg levne til en anden Gang, vi bor ned til Vandet naar vi gaar derover er vi i en anden Stat Wisconsin der boer Niels og Ane de var her at besøge os sidste Søndag, det er første Gang vi har seet Broder Niels paa 15 Aar, han kom nu tilbage fra sit Land, og Peder kommer om Gud vil han bliver rask i denne Uge han havde hugget sig meget i den ene Fod med en Økse, vi kan gaa til Superior paa en Time vi kjøre med Sporvognen ud paa Vandet saa seiler vi et lille Stykke og saa igjen med Sporvognen dertil. Kjære Venner skriv nu snart til os, vi er saa glade ved at høre af Niels Bruuns Brev at Høsten har været god derhjemme, og lad os saa vide om Missionshuset er bleven færdig. Den gode Gud velsigne sit Ord iblandt Eder og Gud give at flere og flere maae aabne sit Øren for Guds rige Sandheder, og at mange maatte gaae til Siloams Dam og toe sig, at de kunne blive seende. Hils Jens Peder mange Gange fra os og vor kjære gamle Moster læs Brevet for hende og særlig Hilsen hende og Dig kjære Marie fra Hans, han er nu gaaet tilbage til Chicago han mistede sin Kuffert med al hans gode Tøj og sin Baicikkel som havde kostet 60 Dollars. Hils i Fritoft fra os og alle som mindes os. Kjære Marie om Du er rask og kan vilde vi gjerne bede Dig om at gaa op og læse Brevet for de gamle i Borre Mette Kathrine og Peder Skræder jeg tænker at de er sammen, for det er saa vidtløftig at skrive om Branden og vi har saa mange at skrive til vi skal nok med det første skrive til dem. Hils Jens Assersens fra os, og sig at vi venter at Trine skriver til os giv hende Adr. Hils lille Petrea fra os og nu mange kjærlige Hilsener til Eder begge fra Marie og mig Eders hengivne
Cicilie Stochholm
Julin
2105 - 1st. Street West
Duluth
Minnesota.

Jens blev gift med Albertine Emeranga Turnell den 22 Jan. 1890. (Albertine Emeranga Turnell blev født den 22 Jan. 1871 i Sverige og døde den 16 Okt. 1913 i Chicago Illinois, USA.)

Jens blev derefter gift med Emilie Wallen den 21 Apr. 1918. (Emilie Wallen blev født den 25 Sep. 1867 i Sverige og døde den 12 Aug. 1943 i Chicago Illinois, USA.)