Inger Lise Kramp*

  Notater:

Lise Kramp: Historier om alle mine ting

Første afsnit er arvestykker fra mors side (Blædelslægten). Derefter følger dels arvetingene fra fars side (Kramp og Thomsen der er farmors slægt) dels de ting der stammer fra mit barndomshjem og til slut mine egne ting.
Rokken
Den stammer fra Ålebækgård på Møn, som var forpagtet fra Nordfelt af Frederik Grum, 1831-1899, gift med Rosalie Rauert 1836-1895.
Den gik i arv til datteren Hilda, 1859-1937, der 1882 blev gift med forpagter af Nordfelt, Carl Frederik Blædel, 1850-1894
Jeg fik den af min moster, Kaja Blædel,en gang i 1960erne.
Der findes et foto af mormor i det store album, hvor hun sidder og spinder hør på den, det var under 1.verdenskrig.
Skildpaddedåsen
Fra Rosalie Raurt stammer også den fine dåse med de 3 parfume-flakonner, det var hendes morgengave, ca 1850.
2 høje lysestager
Måske er de også fra Ålebækgård. Bemærk at kvaliteten ikke er ægte sølv, så de er ikke noget værd, trænger til at forsølves, hvis det har interesse.
Testellet på det gamle skab
Tekande, fløde-el-mælkekande samt sukkerskål er også fra mormor, hvor gamle de er vides ikke. Traditionen siger, at det er saksisk porcelæn, men det tror jeg ikke. Det er snarere et engelsk stel, som een i fordums dage har håndmalet, der er tydelige slid på udsatte steder, hvilket ikke sker på "ægte"vare.
Petroleumslampen
Den var min morfars natbordslampe fra tiden på Stengården, som han havde i forpagtning fra 1890 til 1894 (efter branden på Norfelt 1885, læs referatet fra Møns Avis) hvor han døde (for egen håndl
Morfars skæbne var meget tragisk, men det var dog mere tragisk for mormor, der blev enke med 4 små børn, som hun måtte flytte til København med og leve i meget små kår.
Bemærk at kuplen på lampen er af nyere dato, den hører til en moderne Petromax. Jeg fik lampen, da der kom elektrisk lys i Strandby. Der havde den haft sin plads i det røde værelse i alle årene, men da var kuplen kuglerund og heller ikke den originale.
2 par kaffekopper
Igen fra mormor eller rettere moster Kaja. Stellet blev ved mosters død 1963 delt mellem os kusiner (sådan ordnede min mor arveproblemerne).
De tre pingviner
er også fra Blædelsiden, mere ved jeg ikke om dem.
Skabet (Vitrinen)
Der var oprindelig 5 skabe, ens i facon med opsats, mærkerne ses endnu ovenpå (hvornår det er fjernet fra mit skab,ved jeg ikke, men mon det ikke er da jeg fik det). Nogle af dem havde glasruder i dørene, andre ikke. Per har et, og Ole fik også et, de bevarede opsatsen. Hvor de 2 sidste er blevet af, vides ikke.
Det er fra hjemmet på Nordfelt forpagterbolig, flyttede så med til Stengården og derfra til København. Se fotoet i det store album, Amalievej 3, 1912, og bemærk testellet, det var derfor jeg arvede det, da mor døde, så det kunne følges med skabet, (der så i mellemtiden havde mistet opsatsen).
Skabet har altså haft en omtumlet tilværerelse. Jeg fik det,da jeg som 5-årig fik mit eget værelse på Sommervej, og så fulgte det mig videre frem. Det overgik så til Christian som legetøjsskab i Herlev, blev så "ophævet" til vitrine. Fulgte så igen mig som glasskab over Frederikshavn til Nielstrup, hvor det en dag skulle flyttes fra een væg over gulvet til en anden -- og så gik Christians knæ gennem den ene rude. Åh, hvor jeg lo, der var da ikke andet at gøre, de få meter kunne det ikke klare, men de 100 år fra Møn over Sjælland til Vendsyssel var det gået fint. Nu er det ene glas nyt og fejlfrit, mens det originale tydeligt er håndstøbt.
Desværre er overfladerne ødelagt, fordi min mor ville friske det op ved at pensle det med shellak. Måske kan det fjernes, jeg tør bare ikke og da det alligevel er defekt, har det nok ingen værdi.
Den lille cirkelformede vase
Den er lidt besynderlig i stilen, vel fra 1880-erne, mere sjov end egentlig køn. Også den er lidt defekt.
Den flettede lågkurv
Antagelig forarbejdet af mormor, Der siges at typen var almindelig husflidsarbejde her på Møn, måske fra Rødkilde Højskole.
2 Bogstøtter
De er af Frode sat på en bund og kan kun støtte små bøger. De er bearbejdet med søm og hammer så "bunden" uden om motivet står nupret. Mormor lavede mange ting med den teknik, f.eks et mahonig-bord, som Kirsten vist har.
Læsepulten
Også lavet af mormor, er med karvsnit. Hun var virkelig dygtig.
En lille knap
En "dobbeltknap" altså til to huller, eller blot som pynt i eet hul, den er af ben med et indprikket HG, der står for Hilda Grum. Alt sammen lavet før hun blev gift, for som husmor med efterhånden fire børn var der ikke tid til den slags.
Bøger
Alle bøger hvori der er stemplet Ernst Rasmussen, Klosterskov pr. Stege, er arvet fra mormor, som nok har fået dem da_hans kone Anna Elisabeth Ottilia, født Blædel ( mormors svigerinde) døde 1901.
Div. Køkkentøj
Glaskanden med den buede kant, klejnesporen samt Porcelæns-smørebrættet (muselmalet) er ligeledes fra mormor via mor.
Småting fra vitrinen
Den lille hvide kop ( desværre limet fordi fru Petersen, nabo i Herlev, skulle se efter huset er par dage og syntes hun ville gøre det pænt til vi kom hjem og derfor ville tørre støv af-PANG) fik min mor i underskolen hos komtesse Knuth på Amalievej (hvor de jo boede et par år inden de flyttede til Carit Etlers vej) fordi hun havde 25 X-er i regnebogen.
Miniaturerokken
er fra mors dukkehus, altså anno 1890-erne. Et stort hue i to etager, som Grete fik, og som jeg også havde ( der stod Maries Lyst - malet svagt over- Gretes Lyst - og igen malet over - så der kunne stå Lises Lyst. Desværre var mor en gang så sød at låne det ud til en nabo på Frisersvej,_og så er det forsvundet. --Rasende ærgerligt.
Vindepinden af elfenben og spolen
er tilbehør til rokken, der ses meget tydelig på fotoet fra Amalievej ved siden af skabet.
Det kan godt være der er andre småting her, der er fra mors men det er jo bare "nips".
Kajakken
må lige med i dette afsnit. Den er nemlig ikke fra fars Grønlandsekspidition, 1928, den er fra en bazar, hvor tante Annie havde vundet den og så givet mig. ( Tante Annie, som slet ikke var i familien, men moster Kajas veninde fra deres fælles arbejdsplads i Nationalbanken - se foto af Pebermø og Co - Hun boede i Holbergsgade, og når jeg optrådte på teateret om aftenen, overnattede jeg der, for at slippe for den lange togrejse, det blev jo ofte sent, når jeg var med i sidste akt).
Jo- der er nu et par nipsting mere med "historie".
Den lille dame af skaller
Den var nemlig inspirationen til mors mangeårige pudslen med at fremstille fine ting af skaller, som der er så utrolig mange af på stranden i Strandby, Hun købte figuren på en rejse til England en gang i 1950-erne, og så begyndte hun på de små kunstværker, som hun faktisk tjente mange penge på. Hun fortsatte selv efter hjerneblødningen, der svækkede venstre hånd, så far måtte hjælpe med at binde knuderne på de tynde ophæng til uroerne. Men ellers blev hun ved .
Bonbonnieren med englen på låget
Deb har sandelig også sin historie. Den er til at have pudder i ja - det var i hvert fald det, jeg fik den til af Stanley Williams. Vi fulgtes ad hver dag hele skoletiden igennem, for han boede o gså i Charlottenlund. Så det var med S-tog og så gennem Grønningen og Bredgade til teateret. Der traskede vi om morgenen til start kl.9 og hjem igen når skolen sluttede kl 1650.
Vi var som regel gode venner, men han kunne drille - åh, som jeg rasede, og mor fortalte, hvordan jeg kom tudende hjem: "Jeg vil aldrig føl's med Stanley mere"---og så næste morgen:" Jeg skal skynde mig, for jeg skal føl's med Stanley".
Han blev en dygtig danser, men emigrerede 1964 til USA, hvor han blev balletmester og døde 72 år gammel i 1997. Jeg har hans nekrolog i den gule scrapbog.
Den gyselige souvenir fra Højer,
er til minde om min 70års fødèlsdag, som jeg fejrede med en rejse til Sønderjylland med Handicapforeningen. Annie Dons var med som min hjælper, og hun havde lovet ikke at fortælle, at jeg blev 70, men fejrede den alligevel med et lille flag i vindueskarmen. Det opdagedes - og i bussen på turen til Højer blev der råbt: "Der er fødselsdag i Bussen---- og så måtte jeg jo gi' en Gammel Dansk, og blev ellers fejret med store lagkager til aftenkaffen (se foto) samt med denne lille tingest fra alle hjælperne. Derfor har jeg gemt den, dog helt inde i et hjørne.
"Håbet"
Fiskekutteren er fra Hanstholm fra den første ferie Harding og jeg holdt sammen, ---ak ja, det håb gik aldrig i opfyldelse.
Så havde jeg nær glemt Krystralkaraflerne. De er fra mine forældre. Det er den slanke porcelænsvase også, den buttede er en bryllupsgave fra moster Kaja, derfor har jeg den. ---og den lille pilledåse af sølv med den franske lilje på låget tror jeg er fra mormor. Jeg bruger den ofte.
Der er lige lidt mere om vindepinden, den er til at skrue fra hinanden, så jeg troede den var til at gemme f.eks.strikkepinde i. Men på et museum lærte jeg at hulrummet var til småsten,så den kunne rasle for at husmoderen kunne høre om pigerne bestilte noget når de sad og spandt. - Tjah- denne her er nu ligesom for elegant til at blive brugt af tyendet. Rokken er jo også, det man kalder en "fruerok", så mon ikke der er en anden forklaring. Et smukt stykke arbejde er den.
Og nu følger tingene fra Kramp-siden samt mine egne.
Sølvbestik
Alt bestik med humlemønster er fra fars og mors bryllupsudstyr. De blev gift 15.maj 1913. Far født 28-1-1887, død 13-8-1975. Mor født 12-11-1890, død 6-1-1967.
Alt andet sølvtøj er også arv fra dem. Dog er der enkelte teskeer samt salatsættet fra mit udstyr og bryllupsgaver.
Sølvtøjet fra vitrinen
Sølvskålen med det sorte håndtag er fra mit udstyr. Askebægret med korallerne er en bryllupsgave fra en tante på fars side. De små kertestager er heller ikke arvestykker, men gaver fra mine slægtninge, derfor har jeg dem. Og det er bægeret heller ikke, det er mit dåbsbæger. Men alt det andet sølvtøj er fra mit barndomshjem, noget er nok fra fars hjem og noget fra deres sølvbryllup i 1938, stilen er kendelig.
Sukkerskålen med den blå indsats
hører til et sæt af 2, hvor Grete fik den med den røde glasskål. Min blå skål er af plastik, mærkeligt at det fandtes een, der lige passede, den af glas var åbenbart knaldet.
De 2 skåle brugtes når der spistes risengrød juleaften, så var der sukker i den blå og blandingen kanel/sukker i den røde.
Saltkarerne
Tegnet af Thorvald Bindesbøll (1846-1908), tegnede især sølvting efter 1900. Der var også en peberbøsse, men den er væk.
Hvad der ellers er, har vist ingen interesse- jo den kutter hvor der var en glaskuppel til et stearinlys, stammer fra en feriekoloni, hvor en lille dreng ikke soldede pengene op for at kunne købe den fine ting til sin mor. ak ja.
Skillerierne
De japanske træsnit er værdifulde. Far havde jo nær forbindelse med kejseren i Hirohito (de havde samme speciale: Gopler, altså vandmænd) og der kom ofte japanske videnskabsmænd hertil. Der var så een, der havde 15 af disse billeder med som gave. Det var en gang midt i 1920-erne og de lå derefter i en mappe, indtil jeg, vist i 50erne, gav far den ide; at lade dem indramme og forære hver af os 5 børn 3 stk. i julegave, så mine 3 må altså gerne deles til mine børnebørn.
Blomstermalerierne
er også værdifulde, det største blev vurderet til 9000kr i 1983 da det var på udstilling - se om den i den sorte bog om blomsterhilsen fra H.C.Andersen. Emma Thomsen var tante til far idet farmor var født "Thomsen", men hvordan forbindelsen dertil var ved jeg ikke. Tante Emma var en gammel ugift tante, som far kun svagt huskede. Det lille maleri af æbleblomsten turde de ikke tage med på udstillingen, fordi det let kunne blive stjålet. Se forøvrigt fotografiet af farmors skrivebord i det store album, der hænger det store på væggen.
Den lille blyantstegning
Læs historien og deciferingen fra den gotiske skrift på bagsiden.
Billedet af bondegården
er vist bare en reproduktion, men jeg elskede det, og fik det så
Grønlandsmotivet
er fra fars ekspedition i 1928-29 og er ret værdifuld.
Rundetårn - set fra Regensen. Her er det nærmest den gamle indramning, der er speciel. Selve billedet er vist nok fra 1840, måske et udklip?
Glasbakken ja- jeg har nu hængt den op, men mor havde den liggende på sit chatol. Læg mærke til der utrolig fine broderi.
Dukkehandskerne
er fra een af mors dukker, den gang havde man leddukke ( eller leddedukke) hvor fingrene var "adskildte",~indrammet af mig.
Udsigten over København
Antagelig tegnet fra en ballon, er et genoptryk til et jubilæum for Tuborg Bryggeri, år?
Danmarkskortet
(Bemærk, det er sat mellem 2 lag glas) var en nytårsgave fra Bjanco Lunos bogtrykkeri til far, som altid benyttede dem til sine udgivelser.
Andre ting fra Kramp-linien
Skrivetøjet af tin
Se igen foto af farmors skrivebord, blækhuset kan lige ses.
Tindåsen er fra farfar, den var altid fuld af små chokolader.
Dobbeltfadet med hank
er fra farmor/far. det er ret værdifuldt, idet det er fra Bing & Grøndahl, ca 1853-54.
Blækhuset af glas
(kuglen) ved ikke hvor jeg har det fra, men det er meget gammelt.
Trææsken fra Menton
Det er løvsagsarbejde, men fra hvem vides ikke, i hvert fald fra Kramperne.
Så kommer bøgerne
Mangeäf de små fint indbundne romaner er fra farfar, hans navn står i dem,
Der er også mange med fars exlibris eller flere blot med navn, de er ikke til at specificere. Der er nogle ret gamle imellem, og smukt indbundne, men ellers er de jo ret værdiløse for andre end mig
Een ting har stor værdi både i penge, men især i affektion for mig, og det er den lille statue Venus Kalipygos af Kai Nielsen. Den købte jeg for de penge, jeg fik som honorar, efter at have danset solo på det gamle Hotel Fønix i Bredgade. Den polske ambasadør i Danmark fejrede sin datters 17års fødselsdag med en fornem middag. Det var en polsk skik, at den unge pige skulle være iført en tomatfarvet kjole, og skulle bekranses med en grøn bladkrans. Min danselærer, Karl Merrild, fra teateret, havde skrevet koreografien, og vores spillemester, Eloff Nielsen, spillede Lumbyes Amelievals, og så dansede jeg rundt om bordet og satte kransen på pigen. Det gik vist bare ikke så særlig godt, jeg kludrede og mine balletsko var ikke trådt til, de var for stive - nej, det var ikke nogen succes, men Venus fik jeg da. Det var vist i 1939. Jeg tror den kostede 75 kr. og det var mange penge dengang. I dag kan den slet ikke fåes, undtagen i dyre domme antikvarisk..
Glaskuglen
med de fine luftblærer stammer fra en tur med Naturfredningsforeningen i Frederikshavn til et glaspusteri i Gränna i efteråret 1981. Jeg havde egentlig slet ikke råd til den, men een af deltagerne fik mig overtalt til at købe den, fordi han sagde at jeg ville fortryde det resten af mit liv, hvis jeg ikke gjorde det.
Abeloneskallen
er fra 1949 da man samlede penge ind til Galatheaekspeditionen 1950-52, hvor far jo var med. Den stammer fra Californien, og er ikke en muslingskal men et sneglehus. De blev solgt for 5 kr. stk.
Lysestager
De to lave stager med løs holder til lysene er bryllupsgave fra moster Dora, død 1983, hun var min gudmor.
Kobberkedlen
har egentlig ikke nogen historie for mig, den fulgte med på kakkelovnen på 1.sal på Sommervej, var vist en gave fra een af Gretes veninder, fra da hun og Alfred boede der under krigen fordi Alfred, som bilforhandler ingen arbejde havde. Men da den i sig selv er ret kostbar, Tempelklokken
Den er en gave fra min skoleveninde, Vie Hentze, den er fra et kloster i Afghanistan og er vist utrolig gammel. Bemærk slidsporerne på håndtaget. den er meget mærkelig med den fugl/menneskefigur.
Strygejernet
fik jeg af Frode i julegave, jeg havde lige anskaffet mig et moderne termostatjern.
Lygteuret
Nyt ligesom alle møblerne fra Hardings hjælp til investering.
Porcelænsfigurerne
De små fugle, hvor spurveungen er fra familien Stochholm fra Chicago, og den anden er fra et aftenskolehold, som jeg underviste i børnetøjssyning.
2 små flasker
med korkpropper er fra Zoologisk Museum, far brugte dem til at have vand i, når han malede sine akvareller i Strandby.
Sparebøssehesten
er en typisk stil fra slutningen af 1930erne, den er en gave fra bror Jørgen og hans 1. kone Gerda.
Messingskålen
med de 3 huller i kanten er fra en apotekervægt, ogå en gave fra Jørgen, men fra 1950erne, da han var blevet skilt fra Gerda.
Stoftrykklodsen
Den sorte træklods med udskåret mønster stammer fra Tyrkiet. Den er også en gave fra Vie. Jeg har en lille dug, hvor Sys fra Frederikshavn anvendte den til motivet.
Skibsuret
Bemærk, det er mig der har skruet det på bunden af en oste= klokke, fordi jeg ikke kunne få det skruet ordentligt i væggen.
Minicyklen
En afskedsgave fra min søde hjemmehjælp i Frederikshavn.
Mon der så er mere, der står fremme?
Jo, det lille bitte hus, hvor taget kan tages af, stod på mors chatol, og jeg elskede det som lille pige, gik med fingeren op ad trappen. Låget falder altid af, så jeg har prøvet at sikre det med tape. Der står noget på fransk inden i, måske har det indeholdt noget?
Sort flaske-vase
er også en afskedgave fra et aftenskolehold, det var et strikkehold
Nu stopper jeg, hvad der er igen er vist uden minder af betydning. Og så går jeg videre med
Smykkerne
Nu kunne jeg jo være fristet til at omtale hvert eneste smykke med årstal og giver, men det er de ikke værd.
Derfor er det kun de med en historie ved, der er med.
Der er 4 stk. som far havde med hjem fra Galatheaturen, og det er jaderingen og elefantarmbåndet til mor, og filigranblomsten og emuen i ring til mig,
Brochen med de 3 mønter har ret stor værdi - jeg mener den bør indleveres til Møns Museums møntsamling, da den er lavet til mormor på Ålebækgård. I 1875 gik man over til kronen, og så har man altså fået de gamle fra 1728 sat sammen til en broche. De har været i omløb i ca 150 år og derfor helt tyndslidte.
De 4 små knapper samt de 2 lidt større er folkedragtknapper . De stammer fra Frodes mor, og jeg har så fået lavet manchetknapper og øreclips af dem.
Den lange guldkæde er halvdelen af farmors urkæde. Grete fik den anden halvdel. Selve uret blev lavet om til armbåndsur til mig, vist da jeg var 10 år og brugte det til jeg fik et nyt og mere moderne til min konfirmation, efteråret 1939. (Det ligger i dimsefixen i reolskuffen, altså det gamle, det andet er gået til).
Det brede armbånd/bøjle købte jeg, da jeg var på turné med "Aprilsnarrerne" til Flensburg i november 1937.
Guldringen med tro, håb og kærlighedsmotiv, meget slidt-stammer fra Otto Grundtvigs datter, Elisabeth, ugift kvindesagskvinde berygtet for voldsomme "debatter" med Georg Brandes. Man kan så undre sig over, at netop hun bar sådan en ring, men der findes et fotografi af hende med den på, så den er ærlig nok. Vi lod engang en guldsmed åbne klappen bagpå - var der noget romantisk? Nej.
Gennem mor er vi langt tilbage i familie med Grundtvig, idet provst Blædel i Keldby (oldefar) van gift med Charlotte født G. og så datter af N.F.S.'s bror Otto. Man holdt sammen på alle familiegrene den gang.
Måske skulle jeg lige tage ringen med den firkantede ravperle med, jo - den er egentlig beregnet til en halskæde, derfor hullet. Jeg har selv filet korset frem, da jeg som 7årig var en tur med far fra Strandby til Hirtshals. På kroen boede der nogle søde damer, der morede sig med at file det rav, de fandt, til forskellige smykker - det lille hjerte forærede de mig. Mit "kunstværk" lod far sætte i en ring, da vi kom hjem til Charlottenlund.
I den runde bastkurv (som egentlig er beregnet til blødkogte æg) ligger der i eet af rummene en kæde med en kugle, det er en kopi fra museet, se beskrivelsen i bunden af smykkeskrinet.
I et andet rum ligger et brunt halsbånd. Det er lavet af bønner samt en tamarindekærne i midten, samme kærne er brugt til en "perlekæde", begge dele havde far med hjem til mor, (de var forlovede), fra De Vestindiske Øer, i 1910. Far aftjente sin værnepligt efter uddannelsen som biolog, og blev derfor taget til marinen for at sejle med "Ingolf" til øerne, og undervejs foretage nogle observationer for universitet. Der findes et godt foto af ham i det brune album.
Så tror jeg ikke der er mere at fortælle om smykkerne.
De 2 malerier fra Vendsyssel
er fra Hardings bedsteforældre og de skal sendes til Anne Dorrit i Frederikshavn (hvis hun da vil have dem).De er ret værdifulde, malet af P.J.Fredhagen, vist nok 1917-19.
Harding havde dem i møbelforretningen som dekoration i div. udstillinger, for de blev ikke værdsat oppe i stuerne. En gang, vi var på tur til Løkken, så vi, i en kunstforretning, flere malerier af Fredhagen med priser på 7-8- op til 12000kr. Og så blev disse 2 aldrig mere brugt som pynt i butikken, men kom ud til mig i Nielstrup og så - ja jeg beholdt dem selvfølgelig.
De pressede blomster er fra Anne Dorrit, måske vil hun gerne have dem igen. Find hendes adresse i den grønne adressebog under Lindetoft.
Modebillederne
Foruden de 5, der er indrammet, er der et rødt ringbind, hvor der er mange flere. De er købt den gang jeg studerede modehistorie på Nationalmuseet under krigen, de kostede 2 kr.stk. det var lige hvad jeg havde råd til. I dag ligger prisen væsentlig højejere, set fra prisniveauet. De stammer fra gamle modeblade, der udkom hver måned.
Modebilledet med de små damehoveder og kraver, har jeg fået af Kisten,
Blomsterbroderiet
i den sorte ramme er broderet af tante Annie (Hun var komtesse og hed Ahlefeldt, var Valløstiftdame, men benyttede aldrig de fortrin, brugte dog altid den fine orden f.eks ved vores bryllup.) Broderiet hørte til en selskabstaske til moster Kaja, men jeg indrammede det, det sad i bunden af tasken, der var ubrugelig.
Prøvekluden
M B står for Marie Blædel, hun gik i Frk. Zahles skole efter underskolen hos komtesse Knuth, og var 16 år, da arbejdet var færdigt, havde vist syet på det i flere års håndarbejdstimer.
Mor var meget dygtig til håndarbejde, men kun til det fine, til stramaj og især strikning. Jeg mindes aldrig, at hun stoppede strømper eller lappede vores tøj, dertil havde hun stoppe-lappe-kone hver onsdag. Al fars tøj kom til skrædder, selv med det mindste hul i en lomme. Hun syede aldrig tøj til os eller sig selv. Det gjorde man simpelthen ikke den gang i de kredse vi tilhørte. Presse fars bukser? - nej, til rensning eller skrædder med dem. Drengene lærte hurtigt at presse deres bukser selv (den gang var det nødvendigt).
Mor hjalp til, når der skulle stryges efter storvask, men tjenestepigen tog det grove og kedelige.
Selve storvasken foregik ca een gang om måneden, og så kom Vaske-Johanne tidligt på morgenen og stod i kælderen til sent på dagen. Hendes hænder var ødelagte, vi kaldte den slags "krøllede" hænder for vaskejohannefingre.
Tæpperne
De hører til den dyre ende. Det største er en "Afghaner", altså fra Afghanistan, og det mindste er et bedetæppe (derfor pilen der skal vende mod Mekka når det rulles ud til bøn) Jeg har nu aldrig ladet det vende den vej) Det er en "Be'lutsch" fra NØ Iran. NB de vedhængende mærker må aldrig fjernes, de er beviser på ægtheden.
Ryaeren er bare en meget fin kvalitet, antagelig dansk.
Hyrdetæppet er også en god kvalitet. Alle 4 er fra Harding.
Jeg har glemt hejren fra østen, også en souvenir fra"Galathea".
I Dimsefixen
den der er i reolskuffen (der er jo 2 mere, en i skrivebordet og en under arbejdsbordet)
Disse småting er ikke særlig "dyre", kun har nogle af dem en lille historie, og det er:
Stanglorgnetten blev brugt af mor, når hun var på indkøb - et meget almindeligt hjælpemiddel før man opfandt de dobbeltslebne briller.
Pincenezen = lorgnetten brugte far, når han sad ved sit mikroskop og skulle tegne dyrene (se de mange utrolig fine tegninger i særtrykket "Vort Lands Dyreliv). Den stammer sikkert fra farfar, meget almindelig både til herre og damer, var et modepåfund ved siden af almindeligt brillestel i 19.årh.
Jernklumpen er af mig samlet op dybt inde i en mine, under en ekskursion med Naturfredningsforeningen til Bohusleen i 1982.
En tøjklemme. Den er gammel, den flade facon gik af brug, da man opfandt klemmen i 2 dele samlet med en metalspiral. Typer af træ uden spiral laves i Amerika, den runde der er her, fik jeg i 1967. De laves også i Tyskland, jeg har flere til daglig brug, de er gode da de ikke laver mærker i tøjet, men dur ikke i blæst.
Champagneproppen er til minde om Henriks fødsel. Da Harding kom ud til mig i Fælledbo og hørte, at det var "en dreng", styrtede han hjem og hentede en lille flaske, så vi kunne skåle.
De udskårne benting er fra Flemming Kramps missionsophold i Afrika.
Preen_var et uundværligt syredskab, når man broderede engelske huller, se udklip I.
Vindsler. Den brune er fra min farmors sybord, som jeg forærede min kusine Estrid, datter af farbror H.C.Kramp. De andres histrorie kender jeg ikke , men gamle er de.
Pibehovedet brugtes vist til cerutter, men af hvem, og hvornår?
Uret er beskrevet under smykkerne.
4 perlemorsplader, aner ikke hvad de er til, måske jetons altså spillemønter?
Guldfingerbøllet er fra tante Annie. Har været meget brugt og derfor forstærket indvendig så det faktisk ikke kan bruges.
Knapper. De 2 store er fra min barndom. De 4 små er fra moster Kaja. er vist håndmalede.
Fotomappen havde far med til Grønland i 1928-29.
Saksen sad som reklame på en skjorte, ca 1960.
Damehovederne har siddet på en pude til en dames toiletbord til at stikke nåle, brocher o.l. i.
I den runde lakdåse ligger mit dagmarkors (en meget almindelig dåbsgave) Det røde hjerte er også dåbsgave. Jeg brugte meget et af smykkerne i en kæde om halsen, og har så puttet hjertet i munden og tygget på det, hvilket ses bagpå.
Medaljonen er fra jeg var lidt større - og romantisk - se 4-kløvereu.
Skrabnæsespillet er fra mormor.
Benstrikkepindene i det gamle futteral er også fra mormor.
Træstumpen indpakket i plast, er det aller-aller ældste jeg har. Den er samlet op af mig i en "højmose" oppe nord for Jerup, hvor der var gravet tørv helt ned til bunden. Og der viste der sig flere enorme træstubbe, som ved kulstof-14 prøven viste sig at være fra 7000 år f. Kr. - Så holder man vejret.
-og hvad er der ellers i den skuffe?
Mine skitsebøger, hvor den ene er fra Jørgens tid, men med 4. små akvaraller fra Strandby, malet af mig i 1942 - NB Peter Isaks hus, som nu er væk.
En kinesisk metalæske med div. distinktioner fra min lottetid, DKB=Danske Kvinders Beredskab, som jeg startede i under krigen, og videre i Lottekorpset med en pause fra 1949 til igen i 1956.
Kongemærke og Hjemstavns mærke er fra besættelsestiden.
Div. gamle medaljer fik jeg af mors morbror, Emil.
Nogle svenske og tyske mønter, vel fra mine egne rejser. De skulle vel egentlig ind i møntmapperne, men der er ikke plads. De to fine små mapper er gaver fra Harding, NB Mindedukaten.
En æske med strandfund fra Malaysiaturen.
I reolskabet ligger mine fotoalbum m.m., samt legetøjet.
Trææsken med fuglen er lavet af min morfar, han har vel prøvet at efterligne mormors fine ting. Jeg forede den for at bruge den som syskrin, da jeg i 1944 var "ung pige i familiær stilling" i Orebygårds godsforvalterbolig på Lolland. (Derfra er der nogle rigtig pæne akvareller i den store skitsebog).
Den mindre æske med billedet brugte jeg som sminkeskrin på teateret.
Det lille træpusle-spil med "damehovederne" er fra ca 1900, bemærk at det er sort/hvidt. De andre af træ er fra min barndom, lå i Strandby, hvad også kan ses af sliddet, jeg tog dem hjem, da vi ryddede op , da far var død.
---og så er der lige et par ting, der er glemt, f.eks.:
Systenen stammer fra mormor, men har fået nyt betræk omk. 1985, Sådan en tung genstand var helt nødvendig da man ingen symaskine havde, og derfor syede sømmene i hånden. For at stoffet ikke skulle trække sig, måtte man ikke holde det stramt over fingrene men satte det fast med en knappenål i puden, der så nødvendigvis måtte stå fast på bordet.
Barometeret er fra mormor, man kan godt se, det er antikt.
Sommervej 5 syet med petit-point af mig til låget på en æske til mors små strikkepinde o.l., men jeg pillede det af, for det trængte til at blive vasket for tobaksrøg-snavs, og så satte jeg det i rammen. Selve æsken har jeg så brugt til mine hæklenåle m.v.
Knagerækken med mankekrogene. De er fra Hardings lager af gamle genstande, de var til seletøjet, som han lavede den gang man kørte med hestevogn, hvad man gjorde ret længe i Vendsyssel. De sad oppe på "skuldrene" af hesten og holdttømmen på plads.
Krogene af samme materiale er også fra seletøj, men hvor de har siddet, ved jeg ikke. (Den ene sidder pt. på terassen,den anden ligger i den lille kommode med værktøj).
Min dåbsgaffel. Der var også en ske, men den forsvandt oppe i Nielstrp, den er vel kommet ud med skraldet. Datoen er dåbsdagen. Vi havde alle hver sit bestik, og det var altid sjovt, når vi fik ny pige, om hun kunne lære at lægge det rigtigt. Vi havde også et sølvbæger hver. Det var jo den obligatoriske dåbsgave den gang.
Nu stopper jeg, og undeskriver mig: Inger Lise Kramp, Stege jan 2001

  Begivenheder i hendes liv:

1. Animeret Billede: Klik her.

2. Dåb, 19 Okt. 1924, Ordrup Kirke København. ³

3. Bopæl, 1924-16 Apr. 1955, Sommervej 5 Charlottenlund København. ⁴
Danmark

4. Beskrivelse: Bomberamt, 1943. NED I DET KOLDE VAND?
Søndag, den 3 nov 1943, var mine forældre og jeg på vej hjem fra en barnedåb på Ærø. Toget fra Svendborg ankom i god tid til Nyborg, så vi kunne i ro og mag gå om bord og få en god plads i restauranten inden toget fra Jylland kom, for da kom der som altid rigtig mange passagerer.
Sejlturen tegnede fin, rolig sø, men diset gråt i gråt.
Da vi kunne skimte land skete det -------.
Der lød et vældigt brag og alt rystede. En mine?? Ja, det var den første reaktion, der fik alle til skyndsomt at samle bagagen og tage overtøjet på og stile mod udgangen da kaptajnens stemme lød i højtaleren.: "Alle skal straks søge ud på promenadedækket. Der er sket en eksplosion i maskinen, vi fortsætter mod land på halv kraft". (Sådan husker jeg ordlyden).
Der stod vi så tæt sammen, ingen panik, men tavse, alvorlige, ængstelige. Den eneste lyd var maskinens dunken - indtil der pludselig lød en lille klar stemme: "Mor, skal vi nu ned i det kolde vand?" Hvad mor svarede hørte man ikke, men mon ikke hun sagde det, vi alle tænkte: "Det håber jeg ikke".
Det skete gudskelov heller ikke, vi nåede omsider Korsør, og så løb vi, som man jo altid gjorde for at få en plads i toget, jeg tror nu nok vi løb ekstra hurtigt - og godt for det.
For inden vi nåede ret langt henad perronen lød et mægtigt brag og tyk sort røg væltede op fra vogndækket op forbi kommandobroen. Så det var bare om at komme hurtigt op i toget, der kørte omgående da alle var kommet med.
Så omsider kunne vi slappe af, og dog - der var lige et problem. Kunne vi nå hjem inden spærretiden klokken 20? Løsningen kom da konduktøren omdelte passersedler og bedyrede at S-toget ventede.
Vi kom da også til Charlottenlund station og skulle nu gå ad de mørkelagte villaveje, fuldstændig øde og stille, vi mødte ikke en sjæl, fik altså ikke brug for passersedlen, det kunne ellers have været så sjovt.
Da vi omsider stod i vores entré og gadedøren var låst efter os - ja, da omfavnede vi hinanden.
Hvad var det egentlig der var sket?
Det viste sig, at der var sket "fejl". "Sjælland" skulle slet ikke have sejlet med togpassagerer men med et kontinent gods og soldater fra "værnemagten" og vi skulle have været med en anden færge. I sidste øjeblik havde de fået mistanke om en tidsindstillet bombe, altså sabotage. (Skidt med de mange danskere, der måske ville gå ned).
Det er slet ikke til at tænke på om vi skulle have været "ned i det kolde vand".

5. Bopæl, 17 Apr. 1955, Højdiget 18, Herlev København. ⁵

6. Familiebillede: Familien Kramp Guldbryllup, 1962. Denne begivenhed blev delt med Christian Stochholm Neven*, som også delte den med Charlotte Kramp (Vidne), Frode Otto Stochholm Neven* (Vidne), Grete Kramp (Vidne), Jørgen Lassenius Kramp (Vidne), Lone Kramp (Vidne), Ole Lassenius Kramp (Vidne), Paul Lassenius Kramp* (Vidne), Per Lassenius Kramp (Vidne), Steffen Kramp (Vidne), Svend Kramp (Vidne), Tove Ingrid Prasz (Vidne), og Vibeke Frisenette (Vidne)

7. Bopæl, 1970-1 Apr. 1971, Klokkedybet 3 Herlev København.

8. Bopæl, 1 Apr. 1971-1 Feb. 1973, Koktvedvej 47, 3, mf Frederikshavn.

9. Bopæl, Feb. 1973-25 Okt. 1978, Strandbyhedevej 3 Nielstrup Hjørring.

10. Bopæl, 25 Okt. 1978-16 Mar. 1981, Fælledbo 334 Frederikshavn. Stedet ikke fundet

11. Bopæl, 16 Mar. 1981-19 Dec. 1984, Knudensvej 56, 1, th Frederikshavn.

12. Bopæl, 19 Dec. 1984-17 Dec. 1985, Klintholm Gods Magleby Præstø.

13. Bopæl, 17 Dec. 1985-15 Feb. 1991, Møllebrøndstræde 17A, 1, tv Stege.

14. Bopæl, 15 Feb. 1991-1 Apr. 2016, Kornvej 36 Stege.

15. Bopæl, 1 Apr. 2016, Rådhusstrædet 4, 3, -14 Ølstykke Frederiksborg.

16. Begravelse, 2012, Maaløv Kirke København.

Fra Lise Kramps bog fra sommervej: 2001

Herregården "Nordfelds" brand
Følgende er afskrifter fra 2 mønske aviser 3. december 1885
MØNS AVIS
I Tirsdags Aften mellem Kl. 8 og 9 såes herfra en stærk Ildløs i nordøstlig Retning. Det hed først, at det var i Keldby, at Branden rasede; senere omtaltes det, at det var en Gaard i Østermark, der gik op i Luer. Ud paa Natten kom først paalidelig Meddelelse om, at det var Herregaarden Nordfeld, tilhørende Hr. Excell. Grev Danneskjold-Samsø, der brændte. Efter hvad der er os meddelt, formodes Ilden at være opkommen i Svinestalden; herfra forplantede den sig hurtigt til flere andre nærved liggende Bygninger. Begge Kostalde, Hestestalden til Materialgaarden, Tærskeladen, Resten af den gamle Hovedbygning og den nye Mejeribygning, hvilke alle brændte tilligemed det i Mejeribygningen værende Inventarium. Ligeledes brændte al utærskede Sæd: Hvede, Byg og havre. 200 Køer, Kvier og Kalve samt ca 100 a 130 Sviin indebrændte, hvorimod alle Hestene bleve reddede. Forpagter Blædel, der havde været i besøg paa Aalebækgaard hos sin Svigerfader, blev paa Hjemvejen opmærksom paa Ilden; men inden han naaede Nordfeld havde den fuldstændig omspændt alle Bygninger.
Forpagter Randbøll, der strax ved Ildens Udbrud forsøgte at redde Qvægbesætningen, maatte igennem en lille Lue redde sig ud af Bygningen, da det brændende Tag skred ned, han blev noget forbrændt paa Hænder og Arme; men ellers kom, saavidt os bekendt, ingen Mennesker tilskade. Det lykkedes kun at faa 5 a 6 Køer ud, og efter hvad der siges, nogle faa Stykker Sviin, dog kun i temmelig forbrændt Tilstand. Flere Sprøjter kom hurtigst muligt til Brandstedet, men det var umuligt at redde nogle af de Bygninger, hvori ilden havde faaet fat. Kun med Nød og Neppe lykkedes det at redde den nye Herskabsstald. Af det store Bygningskomplex staar altsaa endnu som ubeskadiget af Ilden: Det nye Slot, Forpagterboligen, Buelængen og den nye Herskabsstald. Alle øvrige Bygninger gik fuldstændig op i Luer.
MØENS FOLKEBLAD 3. dec 1885 udkom med følgende overskrift:
Stege, den 2. Decbr. 1885.
I Aftes ned-brændte den gamle Del af Nordfeld Alvsgaard, hvori blandt en Lade med utærsket Sæd, Byg og Hvede. Af Kvægbesætningen, omtr. 200 Stk. Ungkvæg, Kalve og Køer, reddes kun faa Stykker - der siges 3 a 4 - og ligeledes indebrændte omtr. 100 Svin. Mærkeligt nok lykkedes det at redde en Snes Svin omtrent efter at Stalden var nedbrændt, ved at der bestandig sprøjtedes ind til dem. Heste og Faar reddedes alle. Faarehuset laa i Vindsiden og blev derfor skaanet af Ilden. Om Ildens Opkomst vides endnu intet bestemt, kun antages den at være begyndt i Svinehuset, som laa lige vest for Kostalden. Røgterne, som have Kammer ovenpaa Kostalden, maatte flygte i saa godt som i det blotte Linned, men fik dog kastet noget Tøj ud af Vinduet til at trække paa. Pigerne, som boede ovenpaa i Mejeribygningen, fik brændt deres Tøj, hvorimod Karlene, ialtfald til dels, fik reddet deres. Forøvrigt kan man tænke sig, at den store Masse Bygninger dannede et mægtigt Flammehav, dertil kom saa endvidere en Stabel Brænde paa ca. 50 Favne.
Forpagteren var fraværende ved Ildens opkomst. Ved sin Hjemkomst traf han hele sin Bolig ryddet for Indbo, som laa ude i Haven.
Gaardens samlede Assurancesum er ca. 260.000Kr., men deraf kommer paa de ny Bygninger, som reddedes, omtrent 190.000Kr., disse er en stor Lade, Forpagterboligen, Hovedbygningen og den nye Stald, deraf var den sidste mest udsat.
Fra anden Side har vi modtaget følgende Meddelelse om Branden: Den 1.Decbr. Aften Kl. ca. 9 opstod Ild i Nordfeld Hovedgaard, og i Løbet af kort Tid nedbrændte Svinestalden, Kvægstalden samt Hestestalden, ligesom en stor Kornlade fyldt med indavlet Sæd og Mejeribygningen. Da Ilden udbredte sig med stor Hurtighed, nedbrændte saa at sige alt Kreatur, ca. 200 Stk. Kvæg og 100 Svin. Hestene derimod reddedes.
Ilden formodes at være opstået i Svinestalden, men hvorledes er endnu ikke oplagt. Besætningen var assureret, men Ejerene, Grev Danneskjold-Samsø og Forpagter Blædel lider dog betydeligeTab.
---------------------------------------------------
Dette tab for Forpagter Blædel kan især læses af skatteligningens forskel fra 8.jan.1891 fra Elmelunde sogn.
Han stod som nr. 2 til 150 kr; for i 1894,
1.jan. fra Stengaarden i Magleby sogn til 15 kr.
for 1.jan 95 står der intet.
Han døde 9.okt.1894 på Stengården og ligger begravet på Elmelunde kirkegård.
Dødsfaldet blev anmeldt fra Skiftefretten til aviserne 11. okt. 1894: 9.okt. Carl Fr. Blædel, Forpagter af Stengaarden.
-----------------------------------------------------
Var flyttet fra Nordfelt til Stengården, hvor han blev forpagter under Klintholm Gods fra 1891 til sin død.
Mormor rejste til København med de 4 børn i begyndelsen af 1895 og boede i den første tid hos sin faster Charlotte Randbøll, som var flyttet fra Stege efter hendes mand: Distriktslæge Randbøll, var blevet indlagt på Vejle sanatorie, hvor han døde 1903.
Andre oplysninger fra Blædelerne på Møn og videre til København:
For at fortsætte efter branden, så kunne moster Kaja huske den situation, at de kørte hjem fra bedsteforældrene på Ålebækgård i mørket og da de drejede fra landevejen og skulle mod nord, så at himlen var rød, og at faderen råbte: "Det er Noerdfelt der brænder", så piskede han på hestene. Hun har kun været to år, men det har gjort et dybt indtryk på den lille pige.
Mor blev født på Nordfelt umiddelbart før de flyttede til Stengården. Derfra kunne mor huske nogle få ting, f.eks. at mor gravede en pragtfuld mælkebøtte op og plantede den i en krukke midt på bordet. - også at mormor altid sagde: Snus børn, og tag luft med hjem. - og sendte børnene over i kostalden forkølede, der var dejlig varmt.
I tiden efter morfars død (vi har altid hørt, at han faldt om ude i marken, men det passer ikke, han hængte sig i laden) hjalp grevinde Danneskjold-Samsø mormor på forskellig vis, f.eks med at få et arbejde med at sy prinsessernes udstyr efterhånden som de skulle giftes, - og betalte børnenes skolegang, først hos komtesse Knuth på Amalievej, derefter i Frøken Zahles pigeskole. Hvor drengen Knud gik, ved jeg ikke, han var ligesom aldrig med.
At lade de tre piger gå i den fornemme skole, var vist ikke ret klogt, de kunne jo slet ikke leve op til den standard, de andre piger levede i. Mor omtalte aldrig evt. klassekammarater, moster Dora var mere ligeglad, hun var meget kvik og havde mange veninder, hvad mor aldrig fik, heller ikke som voksen. Det fik moster Kaja, da hun efter skolen blev ansat i Nationalbanken som tællerske, sad og talte penge op -hele livet-. Det var en stilling for unge kvinder af gode familier, men som altså ikke blev gift, hun blev hos mormor og var typen på den ugifte dame, der havde utrolig mange kulturelle interesser.
Mormors skæbne var jo tragisk, født på en stor gård, frue på forpagterbolig her og der --og så--- Men aldrig sørgmodig, altid smilende og glad, åh som hun kunne le, jeg husker hende godt, for jeg kom ofte hos hende og moster, når jeg havde aftentjeneste på teateret, først til middag og så sent for at sove hos dem, når jeg da ikke var hos tante Annie.
De boede den gang på Dronning Olgasvej, på 5.sal, men så kom de til Harsdorffs Vej på Frederiksberg, i stuen. Der boede moster også efter mormors død i 1937 til hun flyttede ud til Gentofte på et plejehjem i sine sidste år.
_4... Kaja var den ældste, f.1883, så kom Hilda, f.1886 og død 3 mdr. gammel. Så kom Knud, 1887, men ham hører man næsten ikke om, jeg kan godt huske ham som en meget stille mand. Han arbejde på Carlsberg hele livet som arbejdsmand, blev gift med Margrethe, der var på en cigarfabrik, de var begge prægede af det miljø, men jeg holdt meget af tante. De fik kun et barn, Werner, 1922, en flink fætter, blev assistent i Ø.K. Deltog som frhedskæmper i en aktion i Griffentfeldsgade, hvor han blev dødelig ramt, 30.april 1945. Med ham gled vi ud af slægten Blædel, han var den sidste "Mand".
Så kom Marie, men først vil jeg omtale Dora, der blev født på Stengården i 93. Hun blev sygeplejerske på Bispebjerg, men forlod det, da hun blev gift (den gang kunne en sygeplejerske ikke være gift). Georg Jensen blev en meget rig bagermester, og var man rig den gang i 20-30erne så var man rig, stor villa, 2 biler, heste, tennisbane og sommerhus i Kildekrog. Jo, han var den rige onkel.
Og så tilbage til mor (Marie Bolette). Hun fik uddannelse til lærerinde ved Frk. Zahles Seminarium, en 2årig uddannelse, som blev bekostet af grevinde Danneskjold-Samsø. Derefter var mor et år privatlærerinde på en stor gård i Jylland, men kom så på et kontor for at tjene lidt mere til sit udstyr, for nu var hun blevet forlovet med far.
De mødtes i Viborg, hvor mor som 17årig var på sommerferie hos sin moster Astrid Lomholt g.m.højskoleforstanderen og der blev far indlogeret under en øvelse med Akademisk Skyttekorps ----se det var romantik---
Tilbage i København gik mor stadig på Zahles, men far mødte hende ofte på hjemvejen, han var jo endnu kun studerende, havde et par år endnu, skulle først aftjene sin værnepligt, så de var forlovede i mange år, blev gift 15 maj 1913.
Som barn var mor ret svagelig, så da de var flyttet til København, blev hun sendt ned til en onkel Ernst (Jeg er ikke klar over hvor han er i slægten) i Godsforvalterboligen på Gaunø, der var hun hver sommer lige til hun blev 16 år, for derefter at komme til Viborg. Mor havde mange gode minder fra Gaunø, legede med komtesserne i legehuset i Parken. Det står der endnu. En gang da vi var på køretur med Alfred og Grete i 1939 så mor det for første gang igen, der var intet forandret. Mor fortalte også at der på stien i Skoven måtte de altid læne sig frem over hesten for ikke at få grenene i ansigtet, - men ak- nu var træerne jo vokset---
Hver gang mor fik lyst til at flytte om eller bygge til i huset på Sommervej, sagde far altid: "Åh, du med dine herregårdsnykker".
Når jeg skrev, at mor ingen veninde havde, så var det nærmest begrebet "skoleveninde" bevaret hele livet. Far og mor kendte mange mennesker, havde en ret stor omgangskreds, men det var gennem far, skytterne og kollegaer fra museet, samt den store familie på begge sider. Mor havde sine bridgedamer hver onsdag, de var aldrig på fornavn, men snakken gik alligevel.
En fortrolig veninde havde hun i sin lillesøster, Dora. Hun boede også i Charlottenlund og vi kom meget sammen med familien på Ellevadsvej. Ja,ikke så meget far, han havde svært ved at tale med onkel Georg, der var for stor afstand mellem bageren og magisteren. Jeg var jævnaldrende med Søren og var der ovre næsten hver dag. Vi gik i samme klasse, gik til dans og legede altid hos dem, der var jo større forhold end hos os, Søren var sjældent hos os.
Og det var moster heller ikke, mor og hun snakkede i telefon i timevis. Så sad mor med sit strikketøj, med den ene skulder trukket op til øret. Jeg stod tit og holdt røret imens de sludrede. En gang blev jeg træt og fik så lov til at løbe over og lege med Søren, og da jeg nåede derover sad moster endnu og snakkede med mor.
Ingen tænkte på telefonregningen, for den var meget billig. Der sad en lille tæller på apparatet og hvert kvartal ringede de fra telefonselskabet og spurgte, hvad tælleren stod på, og så kom der senere en regning på 10 øre pr. samtale, ikke for minutterne. Skulle man tale udenbys skulle samtalen bestilles over rigstelefonen. Så var samtalen på tid, hvert tredie minut brød en damestemme ind og spurgte:"Tales der? -- ønsker De at fortsætte?" På den måde blev det jo ikke så lang en snak, det var noget dyrere, men da ikke som i dag.
Vi holdt altid Nytårsaften på Ellevadsvej med middag, billedlotteri og fyrværkeri, og rådhusklokkerne klokken 12, vi var i det fine tøj- jo der var stil over det. Men det holdt pludselig op, onkel Georg blev "sur" på os. Det var synd for moster, men telefonsnakken med mor havde hun da.
På det tidspunkt var jeg helt optaget af teateret og kom ikke mere sammen med Søren, der var slet ikke mulighed for private venner.
Hos mormor var der "komsammen" et par gange hver vinter. der kom familien Blædel, onkler og tanter og alle børnene. Det var til middag, utroligt at hun og moster Kaja magtede det. Vi børn sad ikke med til bords men inde i soveværelset (det var på Harsdorffs Vej, jeg husker ikke ret meget fra Dr. Olgasvej, ikke andet end at der på døren inden for på WC sad et billede fra 1890erne, der forestillede nogle børn på en gade, og hvor teksten lyder: "Ka do få me til at grine, men do må inte kildre mig.") Det værelse var mormor og mosters fælles sovestue, jo, det var en helt pæn stue. De voksne fik naturligvis rødvin, men vi fik "afbrændt rødvin". Det smagte afskyeligt, men den gang kendte man slet ikke sodavand.
Disse aftener fortsatte efter mormors død og efterhånden var vi jo ikke ret mange. Børnene var flyttet hjemmefra og de gamle var døde. Men moster købte stadig de specielle småkager i forskellige forretninger i byen, hun var jo pensioneret og havde derfor god tid til farte rundt. Så hun nød disse selskaber i familiens samvær. Det gjorde vi måske også, især i eftertankerne.
Nu har jeg vist skrevet nok om Blædelsiden, om Krampsiden er der ikke så meget at køre frem med. Per har lavet en stamtavle, den er bare ikke så let at finde rundt i som den, der er skrevet om "Slægten Blædel". Men sidder man så stille og blader i den, så kommer man til sidst helt ned til Gorm den Gamle. Der er selvfølgelig et par spring over spindesiden, men det betyder jo ikke noget i nutidens ligestilings-verden.
Slægten Kramp hører til de "borgerlige" i modsætning til Slægten Blædel, hvor der var mange præster. Far var akademiker (dr.phil), farfar var arkitekt, oldefar var snedkermester og de var tipoldefar også. Men hans far var bare daglejer og husnævning (hvad det så står for?).
Per har skrevet vores stamtavle, og jeg har spurgt ham, hvor navnet Kramp egentlig kommer fra, men det vides ikke. Daglejeren hed bare Søren Frandsen, født 1734, døbt i Viborg, hvor hans kone ligger begravet på de fattiges kirkegård. Der var 3 sønner, der alle fik efternavnene Sørensen Kramp, hvor kun den ældste, Frans, er af betydning for vor slægt som min tipoldefar. Han var snedkermester i København og hans søn, Johannes Lassenius, blev en stor borger i byen, snedkermester, oldermand m.m. med alt hvad dertil hører.
Ved at gennemgå stamtavlen finder man mange oplysninger om hver enkelt person og så er det jo også sjovt, at vi kan komme helt ned til Hans Tavsen -- skal bare sætte 13 tipper foran, og videre ned til Gorm den Gamle - men det er der nu mange slægter der kan. Om farfar, Oscar, er der noget spændende at fortælle. Han aftjente sin værnepligt som menig på fregatten "Jylland", og i "Den Selvejende Institution Fregatten Jylland"s foreningsblad 4.årgang nr. 1, 1990 er der trykt nogle breve som farfar har sendt hjem fra togtet til De Vestindiske Øer 1874-75. Heftet ligger i bogen med alle farfars viser, "Kramp: Digte og Sange" udgivet som familiemanuskript 1923.
Jeg sendte i 1990 fotokopier af de sange, han havde digtet på fregatten (se side 6-7 og 8) til foreningen, dem blev de meget glade for og sendte mig tidsskriftet som tak. Når man læser disse breve kan man undre sig over, at han kunne tillade sig de friheder - og slippe godt fra det. Var det måske hans fars indflydelse? Oldefar, Johannes Lassenius, var en fremtrædende mand i datidens borgerlige København, stifter af Håndværkerforeningen og den Tekniske Skole, alt det kan man læse om i nogle tidskrifter der er sat ind i det røde ringbind, mærket "Arkiv".
Farmor og farfar boede på H.C.Ørstedsvej 22, Frederiksberg og havde sommerhus på Sommervej nr. 11, så vi havde dem nærved hele sommeren. Jeg husker ikke meget fra deres tid der, men da farmor døde 1930 flyttede farfar ind hos sin søn Hans Henrik, der havde overtaget og helt ombygget huset til helårsbolig da han blev gift med Else. Der blev indrerret et stort værelse til farfar og der boede han til sin død i 1933. Der besøgte jeg ham mange gange, når jeg var henne og se mine små fætre, Herbert og Flemming. Den runde tindåse stod på bordet fyldt med chokoladepastiller fra Irma.
Far så vi børn i det daglige ikke ret meget til, han arbejdede hver aften inde i herreværelset, det var mor der var vores"opdrager". Jeg havde ham måske nærmere i min barndom end de andre, for han hentede mig troligt hver eneste aften, når jeg kom sent hjem fra teateret. Så stod han nedenfor trappen på Charlottenlund station. Det var så betryggende ikke at skulle gå den lange vej hjem ad Enighedsvej i mørke, Og under krigen, da de store børn efterhånden var flyttet hjemmefra, og hvor vi tre måtte rykke sammen foran kakkelovnen i dagligstuen for at spare på lys og varme ( i mit barndoms-fotoalbum har jeg tegnet situationen) mor med kabalen, far med sine videnskabelige skrifter og jeg med modehistorierne.
Selvfølgelig er der meget mere at fortælle om far, men det vil nok blive for meget om mine personlige erindringer, og det er jo en helt anden historie.
De bedste oplysninger om fars liv og virke som zoolog fåes f.eks i Krebs' Blå Bog og i Dansk Biografisk Leksikon.
Far var forsker, prøvede at finde frem til en imprægnering af træ til brug i havnebygninger til at modstå angreb af pæleorm. Metoden med at slå søm helt tæt i bjælkerne duede ikke, så far havde prøver med forskellige midler sat ned i mange af de danske havne. Det bevirkede at han ofte måtte rejse land og rige rundt og selv dykke ned efter dem. Det skete i en gammeldags dykkerdragt med "hus" på hovedet.
En gang vi ventede ham hjem, havde mor lavet lækker mad, hun gik ud fra at han havde spist på kroer o.l. hver dag, så den stod på flæskesteg og rødkål og brune kartofler. Det var ikke nogen succes, for det viste sig, at far var blevet inviteret til middag privat, og alle steder fået serveret -flæskesteg med rød= kål o.s.v. - så den ret hang ham ud af halsen i lang tid efter.
Far var vist meget kræsen, der var i hvert fald flere almindelige retter, der var bandlyste, og som jeg først fik kendskab tiLl da jeg selv skulle lave mad efter div. kogebøger.
Far var ikke hjælpsom med det huslige, det var husherren ikke den gang, vi havde jo pige, så det var først da mor blev lam efter hjerneblødningen, at han lærte at vaske op og pille kartofler, hvilket var umuligt for mor med den "dumme" venstre hånd. Men det var da godt, han havde fået det lært, for da mor døde, måtte han jo gøre det selv. Også lave mad, men det blev ofte kun til pølser og grønærter o.l. indtil han flyttede til Adelaide og så spiste nede i restauranten.
Jo - far var af den gamle patriarkalske skole. En lille episode kan illustrere det: Et par dage efter han var kommet hjem fra Grønland, sad familien ved spisebordet - far og mor for hver bordende og de fem børn langs siderne. Så lagde far pludselig kniv og gaffel og sagde: "Hvad er det? Snakker I ved bordet?" Det var nemlig uhørt i mange hjem den gang og også hos os. Men så sagde mor, at nu havde hun været alene i 9 måneder - "så tror du jeg ville sidde her i tavshed ved måltiderne? Nej, det må du finde dig i --".. Og godt det samme, for efterhånden blev midagsbordet det eneste sted hvor vi alle var samlede og kunne snakke sammen.
Nej- nu stopper, jeg kunne ellers blive ved. Men som sagt, det kan jo komme en anden gang, MÃSKE??
Skrevet i Jan 2001 Inger Lise Kramp

En julefortælling af Lise Kramp fra Malaysia: 1989, Kuwait

En julefortælling af Lise Kramp, læst højt ved Dansk Handicap-forenings jule-hygge-aften. (13-10-2003)
EN UFORGLEMMELIG JULEAFTEN
I årene omkring 1990 boede min søn og svigerdatter og deres 2 drenge i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur. Christian var ansat i Datacentralen, der havde fået til opgave at oprette CPRnr.systemet i landet, så der var udsendt et hold dygtige IT-eksperter som skulle bo derude i et par år.
Derfor havde de familierne med, og hele flokken blev installeret i et stort hotelområde med pragtfulde lejligheder og en enorm swimming- pool, alt i et lukket kvarter - jo - det var virkelig flot og de havde det vidunderligt især om aftenen nede ved poolen. Og selvfølgeligt var de rundt i alt det fremmede.
Men så nærmede julen sig, skulle vi rejse hjem? Eller prøve en jul i det fremmede? De valgte at blive og inviterer mormor og morfar til at komme ud og holde jul hos dem.
Datacentralen disponerede over et antal lejligheder og da nogle familier foretrak at holde jul hjemme i Danmark, kunne Bent og Birgit låne een af lejlighederne, for godt nok var de alle sammen meget store, men ikke med et gæsteværelse, så det var rart at de kunne få det for dem selv i de 3-4-uger opholdet varede.
Lejlighederne havde 2 badeværelser, fuldt udstyret køkken, var fuldt møblerede og soveværelserne med alt sengetøj der endda blev skiftet jævnligt og dertil kom der hver dag en hushjælp. Det var min svigerdatter glad for, for det var trods airkondition alt for varmt for hende til at mase på med rengøring og.lign. her på 5te breddegrad nord for Ækvator.
Bent og Birgit fik travlt med at fiske sommertøjet frem, pakke julegaver ind - vi andre sendte vores gaver til dem, det bedste var, at de tog dem med - og så skulle de jo også have de traditionelle madvarer med såsom rugbrød i skiver, sild i dåser, leverposteg, rullepølse i vakuumpakke, rødkål, rødbeder og små kartofler o.s.v. ---og så fik Bent ideen med at tage et juletræ med.
Han drog rundt og fandt en plantage, hvor han kunne få puttet et pænt lille grantræ i et net, så det kunne komme med i flyet. Og så gik det ellers afsted til lufthavnen, sådan en uges tid før jul. I tolden i Kastrup gik alt godt, der var måske lidt overvægt, men hvad - det var jo jul. Tolderne grinte godt nok af juletræet, men så: God rejse og God Jul.
Turen gik fint med Singapore Airline, 15 timer og fra Singapore skiftede de til et mindre fly til Kuala Lumpur.
Så endelig var de fremme, og så var det jo spændende om det hele var kommet med ( sådan er det jo altid). Jo, der kom kufferterne da kørende på båndet - og der kom træet sejlende. Det var godt.
Ja - men kun så langt, for tolderne gloede jo noget på den grønne tingest. Hvad er det? "A Christmas-tree". Spørgsmåltegnene stod over alle, de var nemlig allesammen enten muslimer , hinduer eller buddister, så altså det forstod de ikke.
Bent måtte trække det grønnenet af så de kunne se, at det var et træ - ja så var de da så meget klogere, for nu var der ikke tale om, at det måtte komme med ud --hvilket jo er ens overalt, det kan være virkelig farligt, hvis der bliver indført fremmede bakterier eller smådyr --så NEJ, men kom igen om et par dage så måske-.
Nå, det måtte de jo finde sig i og så kunne de endelig forenes med børnene, der havde ventet utålmodigt udenfor glasvæggen.
Så springer vi et par dage frem.
Bent og Dorte kørte ud til lufthavnen -drengene blev hjemme sammen med mormor -heldigvis. Dorte havde for længst lært at køre i venstre side, så hun havde bilen, Christian kørte så med kollegaerne til kontoret.
De fik heldigvis træet udleveret og så var det om at få det hjem. Der var ikke bagagebærer på bilen og i bagagerummet kunne det ikke være, så de måtte proppe det ind på bagsædet, godt at drengene ikke var med. Det fyldte godt, for det havde været umuligt at trække det grønne net på igen - det foregår jo på maskine umiddelbart efter fældningen mens grenene endda er smidige. Men det kom da ind og så af sted. -Jo tak - lidt efter kunne de ikke holde lugten ud, træet var blevet sprøjtet, så det stank så det kradsede, de måtte åbne alle vinduerne, hvilket betød at bi lens kølesystem ikke fungerede, og så blev der varmt. Den tur glemmer de aldrig. Hjem kom de da, men hvad så, der var jo kun 4 dage til juleaften og temperaturen udenfor var mindst 40 grader og ikke en vind til eventuelt at lufte lidt så den væske der var sprøjtet på kunne fordufte.
Som før fortalt havde lejlighederne 2 badeværelser og Bent og Birgit benyttede jo kun det ene ovre hos dem, så derfor stillede de træet i det andet, lukkede op for bruseren og lod træet stå der. Smart, ikke sandt, nu kunne det da forhåbentlig blive skyllet rent.
Men hushjælpen fik godt nok et chok, da hun skulle gøre rent, hun skreg og kom styrtende ud og var næsten ikke til at få til at gå derind igen.
Brusebadet hjalp, så juleaftensdag kom træet over til familien så drengene kunne pynte det, - ja men med hvad? For de havde helt glemt at tage julestadsen med, kun julelys og lyseholdere, og så al maden.
I dagene før jul havde de støvet rundt i stormagasinerne efter noget der kunne bruges, farvet papir kendtes ikke som her, men noget fandt de da, der bor jo også kristenfolk, så lidt farve og lidt hængeting kom der på træet foruden lysene. Stjernen i toppen måtte de tænke sig til.
Så det blev da næsten en dansk jul. Middagsmenuen var god nok, kalkun kunne nemt skaffes, gåse- og andesteg kendes ikke heller ikke flæskesteg, men efterhånden lugtede der da både brunt og brændt. Dog--varmt var det altså trods den store propel i loftet.
Nu skulle endelig træet tændes, det var blevet virkelig pænt. og så tog de da hinanden i hænderne og begyndte at synge diverse julesange.
Der var bare noget galt, lysene ville ikke brænde ordentligt, åh - det var propellen oppe i loftet der lavede "blæsevejr". Den måtte slukkes.
Å Prøv at forestille jer situationen: Julelysene brænder fint, alle går højtidelig rundt med hinanden i hænderne i shorts og lårkorte sommerkjoler mens sveden hagler af dem, - men det aller værste var, at nu fik varmen den sidste rest af den modbydelige gift til at fordampe, så der opstod en kvælende os, så hele* julemiddagen var ved at komme op igen hos alle. Tjah - lysene måtte slukkes og træet sættes ud på trappegangen, der var ikke andet at gøre, menneskene skulle da ikke forgives sådan en juleaften. Så det lille grantræ fungerede kun efter hensigten som juletræ i 10-15 minutter. Trods alt fik familien da en uforglemmelig juleaften.

Inger blev gift med Frode Otto Stochholm Neven*, søn af Johannes Hermann Otto Neven* og Mettedora Cecilie Marie Stochholm*, den 12 Jun. 1948 i Ordrup Kirke København.¹ (Frode Otto Stochholm Neven* blev født den 3 Apr. 1922 i Sions kirke København ⁶ og døde den 1 Aug. 2000 i Slangerup Kirke Frederiksborg, ².)