Jørgen Herman Monrad

  Notater:

2 ekstra børn
Fra Paul Nedergaard:
Havde en stor kirkegang. Han betød meget og var klog nok til at holde sig udenfor den politiske strid, der optog mange.

Saa kom J. H. Monrad hertil (1878-83) som den yngste af 9 ansøgere, skønt pastor E. Mau, der var ældre, var varmt anbefalet. Men myndighederne fandt, at der ikke burde tages hensyn til alder: >Der har vi manden til dette embede med de særdeles vanskelige forhold.< Monrad var selv overrasket over udnævnelsen. Han havde ikke lyst til at komme hertil >efter kødet<, men maatte sige til sig selv, at det i grunden kun var lyst til livets overflade, der holdt ham fra at søge en mere frugtbringende virksomhed i den afsides egn. Stig Bredstrup skriver: >Monrad var, da han kom til Lem, godt og vel 30 aar, en ung mand altsaa til det vanskelige arbejde; men han havde jo en aandelig overlegenhed og modenhed, dertil ogsaa personlige egenskaber, som gjorde ham til den rette mand. Det var en betydelig forandring for kapellanen fra Farum at blive sognepræst i Han fik en stor, men noget kedelig præste-gaard, med en have, som ikke var særlig til-talende. Uden for hans studerekammer stod der nogle poppeltræer, som hans eftermand Åraks ville fælde, og de -var no\\. \\1e\\\\BT '11.e an-det værd. Men Monrad havde ladet dem staa af en for ham meget ejendommelig grund: han elskede at høre vindens susen gennem dis-se træer. Til pgd hørte en ret stor avling paa c 70 td ld ager og c 8 td hartkorn. Den overtog han og var saa heldig at faa en udmærket bestyrer, Kr. Andersen. De kom godt ud af det med hinanden og blev gode venner. Monrad havde naturligvis ingen forstand paa landbrug, men efterhaanden fattede han, saa vidt det kan skønnes, interesse derfor. Personlig var Monrad saare afholdt af be-folkningen. Han færdedes meget omkring i sognet, skar sig en tyk kæp og vandrede rundt, fortæller hans gamle ven, Kristian Andersen. Var det ved sommertid og godt vejr, saa >saat han sæ paa æ Bakker aa Hyw aa dejte (dig-tede).< Fra en af disse høje paa præstegaards-marken havde han for resten en herlig udsigt, især naar han i aftenrøden saa de mange kir-ker i Salling, paa Mors og ned i Fjends herred. Der var 2 mil til Skive, men kun en halv times gang til Limfjorden. Saa vidt man kan skønne, har M'onrads op-hold i Salling haft stor betydning for hans ud-vikling som præst. Selv forstod han meget vel, at der kunne ligge en fare for ham i hans stærke poetiske og æstetiske sans og i hans indadvendte tungsindige natur. Her oppe i Sal-ling mødte han mennesker med aandelig sans og aaben natur, mennesker, som han kom til at forstaa og holde af. Hans forkyndelse fik en baade enfoldigere og dybere klang, end den før havde haft. Han var jo slet ikke vækkelses-prædikant som Kirkeby; men hans prædiken gik dybere, og de mest udviklede af hans til-hørere fik mere ud af ham, end de fik ud af Kirkeby, men ogsaa kun de. Den store kirkegang fra Kirkebys tid holdt sig, og sognebaandsløserne faldt ikke fra. Mon-rad holdt sig uden for den politiske strid, der ellers i hin tid optog sallingboerne saa stærkt. Han havde overhovedet som sagt vistnok hele sit liv igennem svært ved at finde et bestemt politisk stade; naar sallingboerne ville have ham til at rykke ud med sproget, svarede han med et smil, at han stemte helst paa den rigs-dagsmand, der skaffede ham jernbane til hans dør. Hans lune syntes folk godt om, og selv om de sommetider syntes, at han ofte sad og tog maal af dem og takserede dem, tog de ham det dog ikke ilde op; man vidste jo, at han helt igennem var en fin mand. Man satte pris paa ham for hans elskværdighed og jævnhed og var taknemmelig for hans forkyndelse og for, hvad han i det hele var som præst; stærkest indtryk gjorde han maaske ved sine besøg hos syge og gamle, naar han sad ved deres seng og sang. I kirken fik han indført flere ny salmemelo-dier, og salmesangen var saa mærkværdig smuk og kraftig, at der næppe i hele landet var nogen kirke, der i saa henseende i højere grad nærmede sig Vartov end Lem. Der var almindelig sorg over Monrads tid-lige bortrejse. Han blev her kun i 5 aar. Skønt han befandt sig saa vel, som han gjorde, læng-tes han dog tilbage til Sjælland. Det slaar vist-nok til i de fleste tilfælde, at medens jyden kan trives, hvor det skal være, trives sjællænderen længden -kun paa sin lødeø. Det passede i alt fald paa Monrad. Naturligvis længtes han og-saa efter sine forbindelser i København og dets nærhed; han var jo unægtelig paa et ensomt sted og langt borte fra begivenhedernes brænd-punkt. En af dem fra København, som af og til \emdash og paa en meget fornøjelig maade \emdash holdt ham underrettet om, hvad der tildrog sig i ho-vedstaden, var Johan Borup. En af Borups breve indeholder bl a følgende: >Jeg takker Dem for Deres brev, og saa-fremt De ærligt og redeligt vil spidse Deres pen og svare mig paa mine breve, da skal det være mig en fornøjelse at sende Dem nogle >atheniensiske korrespondancer<. De er jo et menneske, der naturligvis er formand for en læseforening, ogsaa holder nogle aviser og læser andre. I lige maade som danner sig en mening om en ting. De læser; item som lever og virker mellem levende individer, eller som holder et aandrigt foredrag i Skive \emdash endelig som lærer at ride. Og naar alt dette lægges sammen, saa er De en mand, der følger med tiden. Den slags mennesker eksisterer ikke legionsvis; derfor er det en svir at faa fat i saadanne til gensidig underholdning. Jeg glæ-der mig da altsaa til Deres kritik over verden, livet og Dem selv, og skal gøre mit bedste med at give svar. De skriver om København; det lokker Dem ? København har gode og daarlige sider; og folk er jo endda højst uenige om, hvad der er godt og hvad ondt. Men naar man er en fyr som jeg, en fri fugl, der kan dale, hvor den vil, saa bliver ærgrelser, skuffelser, misforstaaelser for intet at regne mod omgan-gen med Pallas Athene og alle ni muser.< Naar Monrad modtog dette og lignende bre-ve fra Borup og andre, gav det jo nok et ryk i ham, og han følte afstanden fra. København. For resten studerede han om vinteren og skrev om sommeren \emdash som han selv sagde \emdash af-handlinger og anmeldelser, mest til sin svi-gerfaders blad, >Dansk Kirketidende<. Og saa befandt han sig jo i øvrigt som sagt særde-les vel i Salling, holdt af befolkningen og var afholdt af denne. I et brev til pastor Mun-kebo, en af ansøgerne om Lem, da han skulle rejse derfra, skrev han, at der i sognene var en ret talrig kreds af hjertensvarme og alvor-lige mennesker, >som De vil have stor glæ-de af, især hvis De har talent til >omgang<, i hvilken henseende De let vil overstraale mig, der altid har været anfægtet af litte-rære distraktioner<. Det er maaske disse lit-terære distraktioner, der er blevet misfor-staaet baade i Salling og andensteds. I Sal-ling mente man jo som sagt, at Monrad sad og tog maal og takserede, hvilket man dog gerne fandt sig i, fordi man holdt saa meget af ham. En del af ,sognebaandsløserne fra de andre sogne lykkedes det ham ikke at kom-me i noget hjerteligt forhold til; men alt i alt blev Sallingtiden vist en af de lykke-ligste tider i hans liv. >Lem maa nødven-dig i erindringens kikkert synes mig et Pa-radis,< skrev han til sin eftermand, pastor Munkebo. Der gik nogle aar hen, inden Monrad be-søgte Salling igen. Baade pastor Munkebo og gamle venner indbød, men forskellige forhold stillede sig hindrende i vejen. Disse hindrin-ger var -- indrømmer han i et brev til Mun-kebo i 1886 - maaske ikke uovervindelige, hvis ikke en ting havde været, nemlig denne >for mig til dels uforklarlige, at hvor meget jeg end paa frastand kan glæde mig til en Sallingtur, saa bliver jeg dog, hvergang det kommer til stykket, rent ud sagt bange. Jeg har nok hørt andre sige, at det stred mod deres følelser at besøge de steder, hvor de havde levet lykkelige aar. Selv har jeg imid-lertid først kendt denne følelse i forhold til Salling. Der griber mig, naar jeg skal til at tage den afgørende beslutning, en fornemmel-se, som om jeg kunne blive saa sælsom til mode ved at se de gamle steder, at jeg ikke kunne være sikker paa mig selv. Dette er maaske en ren indbildning, og det kan jo godt være, at al sælsomhed ville forsvinde, naar det virkelig skete \emdash men jeg tilstaar, at det i alt fald er en af de indbildninger, som griber ind i det virkelige liv; thi havde den ikke været, 'saa var jeg vistnok allerede kommet. Dette maa De gerne antyde til de mennesker, som overhovedet kan forst'aa no-get sligt, men som maaske mener, at mit hjerte er troløst mod gamle minder og gamle venner. Til saadanne mennesker, som ej for-staar lidt af denne Slags, nytter naturligvis ingen antydninger, men af dem imaa man saa finde 'sig i at mistydes. Sagen er jo nemlig den, at saa godt et hu-mør, som jeg i almindelighed er i, naar jeg ved sommertid skriver i >Dansk Kirketiden-de<, besidder jeg ikke altid her i Køge.< Disse bemærkninger taler meget stærkt om Monrads kærlighed til Salling; men disse overvejelser, denne ængstelse for ikke rigtig at kunne være sig selv, naar han kommer tilbage til et sted, hvor han havde levet lyk-kelige aar, og kommer til det fra et sted, der ikke var saa lykkeligt, disse tanker turde ogsaa yde et bidrag til Monrads karakteristik. Men næste aar kom han til Salling, og det fortrød han ikke. Ængstelsen viste sig at ha-ve været ugrundet. Hans tak til pastor Mun-kebo for besøget lyder satsledes : >Efter at jeg nu for alvor atter er kom-met i de gamle folder \emdash i de første dage ef-te• hjemkomsten vedblev jeg at være i Sal-ling \emdash ville jeg bede Deres hustru og Dem selv at modtage min tak for al Deres ven-lighed imod os i Deres velindrettede præste-gaard. Dette i forbindelse med al den troskab og kærlighed, der lyste mig i møde fra gamle venner, vil gøre hine dage dyrebare for min erindring. Hils venner, folk og land!< Pastor Munkebo tænkte paa at søge et em-bede, som imidlertid imod, hvad man havde antaget, ikke blev ledigt. Hertil sigter Mon-rad i en efterskrift: >Forsøg at slaa Dem til ro i >Paradiset<; det er mit raad. Selv om De en gang imel-lem .maa tælle timerne og pengene, da er dette ingen ulykke. At jordelivet løber fra en som vand mellem fingrene, er heller ikke rart, synes jeg. Dertil elsker jeg nemlig for højt jordelivet. Alt'saa tæl timerne, mærk, at De lever, og lev vel!< Og saa et andet brev om Sallingbesøget. >Tak for det brev, De for længe siden sendte mig. Dog skulle det maaske ikke været kom-met en lørdag formiddag. Det indtraf nem -lig i samme time, som min prædiken var kommet til >Fødselens sted<, som profeten si-ger, ag foranledigede maaske derved, at den-ne blev mindre velskabt. Jeg kendte nemlig straks haandskriften og forudsaa nok, hvad der ville indtræffe: at min ulykkelige fan-tasi ville løbe af med mig, dersom jeg aab-nede det. Saa kæmpedes der i mit Indre en kort kamp mellem pligt og lyst. Da jeg imid-lertid sagde til mig selv, >at der mulig kunne være noget, som havde paatrængende hast<, forekom det mig pludselig, at pligt og lyst allierede sig \endash det har dog maaske været en af de >falske< alliancer \endash og jeg brød brevet. Saa var der intet, der krævede øjeblikkelig besvarelse; men ulykken var indtruffen: jeg var ag forblev nu nogle timer i det fjerne, ininderige Salling \endash der i sommer fornyede sine fortjenester ved at skænke mig nogle af mit livs frydefuldeste dage.< (Efter Stig Bredstrup >J. H. Monrad<, 1927, s 77 f.)

  Begivenheder i hans liv:

1. Beskæftigelse: Præst: Frederiks Tyske Kirke, København.

2. Beskæftigelse: Provst, 1878 til 1883, Rødding Kirke Nørlyng Viborg. ¹ Lem

Jørgen blev gift med Louise Esther Brandt.