Knud Buhl

  Notater:

Knud Buhl og Dagmars liv
Skrevet af datter Anna Buhl
Min mors slægt stammer fra herregården "jyllingsholm" ved Sønder Omme, hvor både oldeforældre og bedsteforældre var født.
Bedstefaderen blev skolelærer i Ho, hvor min mormor blev født. Han var en bestemt og myndig mand, men blev elsket af sine elever og værdsat af myndighederne og beboerne i sognet.
Højskoleforstander, Thorvald Madsen, skriver i bogen om min mors slægt: "Han var stærkt præget af slægtens mildhed og blidhed", og dette passer fuldt ud på min mor, hun var en stille og blid natur, som altid kunne ofre sig for andre, aldrig holdt hun noget for godt for nogen, om end hun aldrig har haft for meget af de materielle goder, vi kender i dag.Aldrig har vi hørt hende klage, end ikke hendes leveår, som var præget af megen sygdom.
12 børn fik mine forældre, så der var nok at se til. Jeg kan aldrig huske andet end e lange vinteraftener end at have set min mor med tøj, der skulle repareres eller strømper, der skulle stoppes , samtidig at skulle passe hus, mand og børn gik min mor på arbejde, både i roemarken og i tørvemosen.
Aldrig har jeg set min mor sidde uvirksom he, end ikke efter at hun blev ramt af en hjerneblødning og begyndte at komme lidt til hægterne igen efter at have opholdt sig et års tid hos min søster Asta og hendes mand, hvor hun fik en god og kærlig pleje og derefter kom tilbage til sit hjem i Nagbøl, hvor hun boede til sin død i 1968.
Et hårdt slag var det for hende, da vi mistede vor yngste bror, Søren Kanne, kun 21 år gammel. Han omkom ved en ulykke ved militæret. Han havde været min mor til stor hjælp efter fars død.
Min far var født på Tanggaard i Lejrskov. Hans forældre ved jeg ikke så meget om, moderen døde fra en børneflok på 6, hvoraf den yngste var 1½ år gammel.
Min far og hans søskende kom i pleje rundt omkring, og hos en moster og onkel fik han sit hjem, og der så sandt ikke vist ham megen godhed. Min faster har fortalt, hvordan hun en gang uanmeldt kom for at besøge min far, som hun fandt ude i marken, forfrossen og på bare fødder med sår i ansigtet. Han var da 12 år gammel. Dette skulle have fået min faster til at tale med store bogstaver, men om han fik det bedre af den grund, ved jeg ikke.
Min fr har ikke fortalt meget om sin barndom, så der har sikkert ikke været meget godt at berette. Engang fortalte han, hvordan han med forkarlen på gården skulle til Viborg med en hest. Karlen satte sig på hesten, sagde til min far om at holde i hestens hale, så han ikke blev bagefter, og så travede han den lange vej til Viborg. Den slags episoder har der sikkert været mange af, og derfor tror jeg også, at far blev den hårde og strenge mand, han var. Hans ord derhjemme var lov. Vi blev strengt opdraget, men der skulle meget til, hvis vi fik klø. Det behøvedes heller ikke, respekten var stor, og det var der også udadtil omkring hans person. Han var ikke ligefrem velset for sine meningers mod. Han var ærekær som få, jeg husker engang ved juletid: Far havde været arbejdsløs i nogen tid, og pengene var små, det var i fagforeningens barndom, som min far havde været med til at stifte, og som han i øvrigt var kasserer for i mange år og lavde et stort arbejde for. En aften kom den stedlige formand for kommunens hjælpekasse samt en forretningsmand og ville i anledning af julen yde en pengegave og nogle kolonialvarer, da de vidste, min kar ikke havde arbejde og ikke kunne drømme om at bede nogen om noget. De fremkom med deres ærinde, som han påhørte i tavshed, hvorefter han gik hen og lukkede døren op og safde det ene ord: "Ud!". Og det var de ikke sene til at efterkomme.
Sådan var far, selv om vi sagtens kunne habe brugt, hvad de kom med. Almisser modtog han ikke, og han tålte ingen ydmygelser of nogen, hverken høj elle lav.
Engang han var ansat som fodermester på en stor gård, stod han en dag og talte med sønnen på gåden, da den gamle gårdejer lukkede et vindue op og råbte: Hvad er der i vejen med den storsnudede socialist?" Dette lod han ikke sidde på sig og forlangte en undskyldning, men gårdejeren lukkede vinduet uden et ord. Min far forlod gården, idet han sagde til sønnen, at han ikke kom igen uden en undskyldning fra faderen, så den dag holdt han fri. Hen mod aften kom gårdejeren og gav undskyldning for sin udtalelse, men det har sikkert ikke bekommet ham vel. Lang tid efter undgik han at møde min far.
Jeg husker en gang, han havde sendt bud til onklen, som hvde lovet at hjælpe ham til en landejendom, når engang han havde fundet noget passende. Onklen ankom, og der blev talt frem og tilbage, men resultatet blev, at der ikke kom noget ud af den handel, og det glemte han aldrig. Det blev første og sidste gang, han bad om noget, så han fortsatte alle sine dage som arbejdsmand, de sidste år som banearbejder.
Ugen før julen 1947 fik han en hjerneblødning. Døden kom hurtigt, han blev 60 år gammel, og blev begravet lille juleaftensdag på søster Grethes 25 års fødselsdag.

  Begivenheder i hans liv:

1. Beskæftigelse: Arbejdsmand.

2. Dåb, 1887, Lejrskov Kirke Ribe.

3. Bopæl, 1887.1890, Tanggård, Egholt, Lejrskov. ⁵

4. Bopæl, 1890, Feldtlundhus, Egholt, Lejrskov Ribe. ⁶ Feldtlundhus ikke fundet Denne begivenhed blev delt med Peder Buhl, som også delte den med Andreas Buhl (Beboer), Cathrine Christine Knudsen (Beboer), Else Katrine Buhl (Beboer), og Niels Buhl (Beboer)

5. Bopæl, 1916.1921, Lunderskov, Skanderup Ribe. ⁷ Denne begivenhed blev delt med Christian Buhl (Beboer)

6. Bopæl, 1930, Nagbøl Skanderup Ribe. ⁸

7. Bopæl, 1940, Nagbøl Skanderup Ribe. ⁹ Denne begivenhed blev delt med Carla Buhl (Beboer), Dagmar Kathrine Møller (Beboer), Ellen Buhl (Beboer), Else Buhl (Beboer), Niels Buhl (Beboer), Søren Kanne Buhl (Beboer), og Viggo Buhl (Beboer)

8. Bopæl, 18 dec. 1947, Nagbøl Skanderup Ribe.

9. Begravelse, 1947, Skanderup Kirke Ribe.

Knud Buhl og Dagmars liv

Skrevet af datter Anna Buhl

Min mors slægt stammer fra herregården "jyllingsholm" ved Sønder Omme, hvor både oldeforældre og bedsteforældre var født.

Bedstefaderen blev skolelærer i Ho, hvor min mormor blev født. Han var en bestemt og myndig mand, men blev elsket af sine elever og værdsat af myndighederne og beboerne i sognet.

Højskoleforstander, Thorvald Madsen, skriver i bogen om min mors slægt: "Han var stærkt præget af slægtens mildhed og blidhed", og dette passer fuldt ud på min mor, hun var en stille og blid natur, som altid kunne ofre sig for andre, aldrig holdt hun noget for godt for nogen, om end hun aldrig har haft for meget af de materielle goder, vi kender i dag.Aldrig har vi hørt hende klage, end ikke hendes leveår, som var præget af megen sygdom.

12 børn fik mine forældre, så der var nok at se til. Jeg kan aldrig huske andet end e lange vinteraftener end at have set min mor med tøj, der skulle repareres eller strømper, der skulle stoppes , samtidig at skulle passe hus, mand og børn gik min mor på arbejde, både i roemarken og i tørvemosen.

Aldrig har jeg set min mor sidde uvirksom he, end ikke efter at hun blev ramt af en hjerneblødning og begyndte at komme lidt til hægterne igen efter at have opholdt sig et års tid hos min søster Asta og hendes mand, hvor hun fik en god og kærlig pleje og derefter kom tilbage til sit hjem i Nagbøl, hvor hun boede til sin død i 1968.

Et hårdt slag var det for hende, da vi mistede vor yngste bror, Søren Kanne, kun 21 år gammel. Han omkom ved en ulykke ved militæret. Han havde været min mor til stor hjælp efter fars død.

Min far var født på Tanggaard i Lejrskov. Hans forældre ved jeg ikke så meget om, moderen døde fra en børneflok på 6, hvoraf den yngste var 1½ år gammel.

Min far og hans søskende kom i pleje rundt omkring, og hos en moster og onkel fik han sit hjem, og der så sandt ikke vist ham megen godhed. Min faster har fortalt, hvordan hun en gang uanmeldt kom for at besøge min far, som hun fandt ude i marken, forfrossen og på bare fødder med sår i ansigtet. Han var da 12 år gammel. Dette skulle have fået min faster til at tale med store bogstaver, men om han fik det bedre af den grund, ved jeg ikke.

Min fr har ikke fortalt meget om sin barndom, så der har sikkert ikke været meget godt at berette. Engang fortalte han, hvordan han med forkarlen på gården skulle til Viborg med en hest. Karlen satte sig på hesten, sagde til min far om at holde i hestens hale, så han ikke blev bagefter, og så travede han den lange vej til Viborg. Den slags episoder har der sikkert været mange af, og derfor tror jeg også, at far blev den hårde og strenge mand, han var. Hans ord derhjemme var lov. Vi blev strengt opdraget, men der skulle meget til, hvis vi fik klø. Det behøvedes heller ikke, respekten var stor, og det var der også udadtil omkring hans person. Han var ikke ligefrem velset for sine meningers mod. Han var ærekær som få, jeg husker engang ved juletid: Far havde været arbejdsløs i nogen tid, og pengene var små, det var i fagforeningens barndom, som min far havde været med til at stifte, og som han i øvrigt var kasserer for i mange år og lavde et stort arbejde for. En aften kom den stedlige formand for kommunens hjælpekasse samt en forretningsmand og ville i anledning af julen yde en pengegave og nogle kolonialvarer, da de vidste, min kar ikke havde arbejde og ikke kunne drømme om at bede nogen om noget. De fremkom med deres ærinde, som han påhørte i tavshed, hvorefter han gik hen og lukkede døren op og safde det ene ord: "Ud!". Og det var de ikke sene til at efterkomme.

Sådan var far, selv om vi sagtens kunne habe brugt, hvad de kom med. Almisser modtog han ikke, og han tålte ingen ydmygelser of nogen, hverken høj elle lav.

Engang han var ansat som fodermester på en stor gård, stod han en dag og talte med sønnen på gåden, da den gamle gårdejer lukkede et vindue op og råbte: Hvad er der i vejen med den storsnudede socialist?" Dette lod han ikke sidde på sig og forlangte en undskyldning, men gårdejeren lukkede vinduet uden et ord. Min far forlod gården, idet han sagde til sønnen, at han ikke kom igen uden en undskyldning fra faderen, så den dag holdt han fri. Hen mod aften kom gårdejeren og gav undskyldning for sin udtalelse, men det har sikkert ikke bekommet ham vel. Lang tid efter undgik han at møde min far.

Jeg husker en gang, han havde sendt bud til onklen, som hvde lovet at hjælpe ham til en landejendom, når engang han havde fundet noget passende. Onklen ankom, og der blev talt frem og tilbage, men resultatet blev, at der ikke kom noget ud af den handel, og det glemte han aldrig. Det blev første og sidste gang, han bad om noget, så han fortsatte alle sine dage som arbejdsmand, de sidste år som banearbejder.

Ugen før julen 1947 fik han en hjerneblødning. Døden kom hurtigt, han blev 60 år gammel, og blev begravet lille juleaftensdag på søster Grethes 25 års fødselsdag.

Knud blev gift med Dagmar Kathrine Møller, datter af Rasmus Peter Møller og Anne Laurette Marie Frederikke Møller, den 18 maj 1912 i Eltang Kirke Vejle.¹ (Dagmar Kathrine Møller blev født den 9 mar. 1891 i Guldager Kirke Ribe ¹⁰ og døde den 27 jul. 1968 i Skanderup Kirke - Skanderborg ¹¹.)

  Begivenheder i deres liv var:

1. Vielse, 1912, Eltang Kirke Vejle.

  Parnotater:

Knud Buhl og Dagmars liv

Skrevet af datter Anna Buhl

Min mors slægt stammer fra herregården "jyllingsholm" ved Sønder Omme, hvor både oldeforældre og bedsteforældre var født.

Bedstefaderen blev skolelærer i Ho, hvor min mormor blev født. Han var en bestemt og myndig mand, men blev elsket af sine elever og værdsat af myndighederne og beboerne i sognet.

Højskoleforstander, Thorvald Madsen, skriver i bogen om min mors slægt: "Han var stærkt præget af slægtens mildhed og blidhed", og dette passer fuldt ud på min mor, hun var en stille og blid natur, som altid kunne ofre sig for andre, aldrig holdt hun noget for godt for nogen, om end hun aldrig har haft for meget af de materielle goder, vi kender i dag.Aldrig har vi hørt hende klage, end ikke hendes leveår, som var præget af megen sygdom.

12 børn fik mine forældre, så der var nok at se til. Jeg kan aldrig huske andet end e lange vinteraftener end at have set min mor med tøj, der skulle repareres eller strømper, der skulle stoppes , samtidig at skulle passe hus, mand og børn gik min mor på arbejde, både i roemarken og i tørvemosen.

Aldrig har jeg set min mor sidde uvirksom he, end ikke efter at hun blev ramt af en hjerneblødning og begyndte at komme lidt til hægterne igen efter at have opholdt sig et års tid hos min søster Asta og hendes mand, hvor hun fik en god og kærlig pleje og derefter kom tilbage til sit hjem i Nagbøl, hvor hun boede til sin død i 1968.

Et hårdt slag var det for hende, da vi mistede vor yngste bror, Søren Kanne, kun 21 år gammel. Han omkom ved en ulykke ved militæret. Han havde været min mor til stor hjælp efter fars død.

Min far var født på Tanggaard i Lejrskov. Hans forældre ved jeg ikke så meget om, moderen døde fra en børneflok på 6, hvoraf den yngste var 1½ år gammel.

Min far og hans søskende kom i pleje rundt omkring, og hos en moster og onkel fik han sit hjem, og der så sandt ikke vist ham megen godhed. Min faster har fortalt, hvordan hun en gang uanmeldt kom for at besøge min far, som hun fandt ude i marken, forfrossen og på bare fødder med sår i ansigtet. Han var da 12 år gammel. Dette skulle have fået min faster til at tale med store bogstaver, men om han fik det bedre af den grund, ved jeg ikke.

Min fr har ikke fortalt meget om sin barndom, så der har sikkert ikke været meget godt at berette. Engang fortalte han, hvordan han med forkarlen på gården skulle til Viborg med en hest. Karlen satte sig på hesten, sagde til min far om at holde i hestens hale, så han ikke blev bagefter, og så travede han den lange vej til Viborg. Den slags episoder har der sikkert været mange af, og derfor tror jeg også, at far blev den hårde og strenge mand, han var. Hans ord derhjemme var lov. Vi blev strengt opdraget, men der skulle meget til, hvis vi fik klø. Det behøvedes heller ikke, respekten var stor, og det var der også udadtil omkring hans person. Han var ikke ligefrem velset for sine meningers mod. Han var ærekær som få, jeg husker engang ved juletid: Far havde været arbejdsløs i nogen tid, og pengene var små, det var i fagforeningens barndom, som min far havde været med til at stifte, og som han i øvrigt var kasserer for i mange år og lavde et stort arbejde for. En aften kom den stedlige formand for kommunens hjælpekasse samt en forretningsmand og ville i anledning af julen yde en pengegave og nogle kolonialvarer, da de vidste, min kar ikke havde arbejde og ikke kunne drømme om at bede nogen om noget. De fremkom med deres ærinde, som han påhørte i tavshed, hvorefter han gik hen og lukkede døren op og safde det ene ord: "Ud!". Og det var de ikke sene til at efterkomme.

Sådan var far, selv om vi sagtens kunne habe brugt, hvad de kom med. Almisser modtog han ikke, og han tålte ingen ydmygelser of nogen, hverken høj elle lav.

Engang han var ansat som fodermester på en stor gård, stod han en dag og talte med sønnen på gåden, da den gamle gårdejer lukkede et vindue op og råbte: Hvad er der i vejen med den storsnudede socialist?" Dette lod han ikke sidde på sig og forlangte en undskyldning, men gårdejeren lukkede vinduet uden et ord. Min far forlod gården, idet han sagde til sønnen, at han ikke kom igen uden en undskyldning fra faderen, så den dag holdt han fri. Hen mod aften kom gårdejeren og gav undskyldning for sin udtalelse, men det har sikkert ikke bekommet ham vel. Lang tid efter undgik han at møde min far.

Jeg husker en gang, han havde sendt bud til onklen, som hvde lovet at hjælpe ham til en landejendom, når engang han havde fundet noget passende. Onklen ankom, og der blev talt frem og tilbage, men resultatet blev, at der ikke kom noget ud af den handel, og det glemte han aldrig. Det blev første og sidste gang, han bad om noget, så han fortsatte alle sine dage som arbejdsmand, de sidste år som banearbejder.

Ugen før julen 1947 fik han en hjerneblødning. Døden kom hurtigt, han blev 60 år gammel, og blev begravet lille juleaftensdag på søster Grethes 25 års fødselsdag.