pil pil
Niels Hansen Buhl
(1810-1867)
Anne Margrethe Pedersdatter Østergaard
(1817-1894)
Knud Christensen Hvolbøl
Else Cathrine Ebbesdatter
Peder Buhl
(1850-1912)
Cathrine Christine Knudsen
(1857-1891)

Niels Buhl
(1885-1959)

 

Familie

Ægtefæller/børn:
1. Ane Marie Jensen

Niels Buhl

  • Født: 27. nov. 1885, Lejrskov Kirke Ribe, Kolding, , Danmark
  • Ægteskab (1): Ane Marie Jensen i 1910 i Eltang Kirke Vejle, Kolding, , Danmark
  • Død: 4. jun. 1959, Vester Nebel Kirke Ribe, Esbjerg, , Danmark i en alder af 73 år

  Notater:


Tog sig af sit barnebarn: Inger Marie Buhl Vester Nebel

1911 kom vi til Nørre Bjert fra godsel Mejlgaard, hvor far (Niels) havde været skovarbejder.
Blev derefter bestyrer på gården Køllebo i Drejens. Da den blev solgt, blev far bestyrer på Eltang Fattiggård.

Købte i 1919 ejendommen i Vester Nebel og drev denne til pensionsalderen og kørte samtidig mælketur.
Købte efter ejendommens afståelse hus i Aagaard

  Begivenheder i hans liv:

1. Beskæftigelse: Husmand.

2. Bopæl, 1885.1890, Tanggård, Egholt, Lejrskov. 1



3. Bopæl, 1890, Feldtlundhus, Egholt, Lejrskov Ribe. 2 Feldtlundhus ikke fundet Denne begivenhed blev delt med Peder Buhl, som også delte den med Andreas Buhl (Beboer), Cathrine Christine Knudsen (Beboer), Else Katrine Buhl (Beboer), og Knud Buhl (Beboer)

4. Bopæl, 1916, Bjert Vejle, , , Danmark. 3

5. Bopæl, 1911, Skippershoved Glesborg Randers, , , Danmark. 4

6. Bopæl, 1921.1930, Vester Nebel Vejle, , , Danmark. 5

7. Bopæl, 3. jun. 1959, Aagaard Øster Starup, Vejle, , Danmark.


Niels Buhl 1885 Lisbeth barnedåb

Bagerst fra venstre
Niels
August
xxx
Ebbe Hvolbøl
Forrest
Ane Marie
Betty
Signe
Lisbeth

Niels Buhl 1885 og Anes liv

Niels Buhl 1885 og Anes liv

Jeg vil nu fortælle om, hvordan min far klarede sit liv med et forlist barndomshjem som baggrund.

Han kom i pleje hos fjern familie på en gård i Herslev. Men kærlighed og omsorg modtog han ikke meget af. Han måtte arbejde for føden og måtte bo ude på karlekammeret hos karlene. Skolen var tilligemed hans skræk. Lærerens metoder var hårde og upædagogiske. Drengen var velbegavet nok, men hans motivering for at modtage undervisning under disse barske vilkår har været dårligst tænkelig. Resultatet af skolegangen var da også mådelig. Men lært at læse fik han da og læste senere i livet meget gerne bøger. Værre var det med skrivningen, jeg har aldrig set min far skrive ret meget mere end sit navn. Alt andet skrive arbejde måtte min mor klare.

Han havde det kummerligt i sit plejehjem, og da han var konfirmeret og kom rigtig ud at tjene, kom han der aldrig mere. I hans unge år var karlekamrene og borgerstuerne hans eneste hjem. Fars pladser var på de store gårde i Nr. Bjært og Eltang, og hvor har jeg nydt det mangen vinteraften derhjemme, når far og mor talte om denne tid. Denne tid som tjenestekarl havde givet ham bedre minder, end barndomstiden havde. Sådan må jeg i hvert fald forstå det, for ungdomstiden var ikke et tabuemne, som barndomstiden var det

Jeg fik ved at lytte til deres snakken et godt kendskab til gårde og mennesker i Nr. Bjært og Eltang. Der kunne nok på den tid findes gårde, hvor man var påholdende med kosten til folkene. Et sted var det særlig galt. Karlene fik aldrig nok at spise, der kom aldrig mad nok på bordet. En dag var det slut med tålmodigheden fra deres side, og far måtte som forkarl organisere en ministrejke. Han forlangte at få husmoderen i tale, og så sagde han, at de gik ikke ud og arbejdede igen, førend de havde fået noget mere at spise. Det må være blevet forstået, at det ikke var tomme ord fra fars side, for der kom mere mad på bordet.

At mor, der var fra et arbejderhjem på Sjælland, kom til denne egn, skyldtes at hendes ældste søster var mejerske på "Eltanggård". Mor fik plads på "Buhlseje" i Stenderup hos fars slægtninge, og her tjente også far. Så her lærte de hinanden at kende.

To af mors søstre, den ene hende der havde været mejerske på "Eltanggård", blev gift med to gæve svenske skovarbejdere, der fik plads på godset "Mejlgård" på Djursland. Og det var årsagen til, at far og mor også, da de blev gift i 1910, kom til "Mejlgård", hvor far blev skovarbejder. Det var en lykkelig tid for min mor, og hun ville gerne være blevet der. Men det var ikke noget for far at være skovarbejder, sikkert har han heller ikke trivedes rigtigt på den fremmede egn. Så i 1911 flyttede de til Nr. Bjært og kom til at bo i det gule hus over for Brugsen, og far blev daglejer på "Solbjerg". Om det gule hus ligger der endnu, og om det stadig er gulkalket, har jeg ikke set fornylig. Men i mange år var det "det gule hus", hvor Nanny og Svend blev født. Derefter blev far bestyrer pä gården "Køllebo" i Drejens, og da den blev solgt, blev de bestyrerpar nå Eltang fattiggdrd. Disse tre steder var deres hjem fra 1911 til 1919, hvor længe de var hvert sted, ved jeg ikke, men jg mener, at tiden på Éltang fattiggård var ca. fire år.

Denne tid som fattiggårdsbestyrer har jeg hørt meget om. Eltang fattiggård var en blanding af et alderdomshjem, et hjem for hjemløse, et plejehjem for sindslidende og endelig kommunens administrationsbygning, idet alle sognerådsmøder holdtes på fattiggarden. Og det betød opvartning med kaffebord og spisning til sognerådet.

Det der faldt mor sværest at have med at gøre, var de beboere, der var så hjælpeløse, at de skulle mades. En af dem var så voldsom, at far altid måtte med ind at holde ham, mens mor madede ham. Men der var også Anders, voksen mand, men i forstandsmassig udvikling på højde med børnene. Anders var godheden selv, og han blev Karla en gode legekammerat. Far havde autoritet til den bestyrerplads, og det er mit indtryk, at det gik godt. Mor havde voksen pige til hjalp, men alligevel var arbejdsbyrden stor. Og det var nok en af grundene til, at de holdt op der.

Desuden bar far på en drøm om at få sit eget. at denne drøm kunne realiseres, kan vi takke proprietær Laurids Thorning, "Solbjerg", for. Han havde tillid til, at far og mor kunne klare det, og var villig til at kautionere for dem, så de kunne købe ejendommen på 7 tdr. land i Vester Nebel. Den blev familiens hjem de næste 28 år.

Prprietær Thorning og hustru troede som sagt på far og mor og de kom i mange år hver sommer på besøg. Denne interesse for hvordan det gik for far og mor, var noget særligt fra deres side. Det ved Nanny, for hun fik godt kendskab til familien Thorning da hun senere kom i huset både hos sønnen E. Thorning på "Petersbjerggård" og hos fru Thornings mor i Kolding.

Og det gik for far og mor, selv om der aldrig blev stort at slå til side med. Mor var enestående til på alle måder at få noget ud af næsten ingenting. Og far kørte i mange år en mælketur. Denne mælketur blev kørt så præcist, at man kunne stille klokken efter ham. Og ikke noget med at konerne, mor indbefattet, kunne sende bud i brugsen med ham, som de kunne med så mange andre mælkekuske. Sådan var far. Han var sin egen herre. Det kom også til udtryk, hvis man på nabogårdene, f. eks. i høstens tid kunne finde på at spørge far, om han ville hjælpe dem. Så var svaret nej. Han havde hans eget at tage vare på, den tid var ovre, hvor han kunne gå på dagleje hos andre.

Far var ordensmenneske, og søndagsarbejde og aftenarbejde fandt ikke sted, kun i høstens tid kunne det ske, at aftenerne blev taget til hjælp. Vi havde både selvbinder og andre maskiner samt tærskeværk sammen med naboejendommen. Det var en god ordning, og i høstens tid havde vi tre heste for binderen, vore egne to som altid var velplejede og villige plus naboens ene. Aldrig glemmer jeg synet af min far på selvbinderen, med sikkert overblik over det hele. Så var han godt tilpas, så var det høstens glade stemning, der rådede på det lille hus-mandssted.

Selvfølgelig var der også dage, hvor humøret ikke var i top, ja min fars humør kunne nok være langt nede indimellem. Jeg husker det nok, men helst og bedst husker jeg alle de gode dage, der gjorde, at de klarede sig, også i tredivernes krise, så de altid kunne betale enhver sit og blive ved ejendommen.

Far var altid venstremand, han var det af fødsel og overbevisning, og aldrig er han og mor blevet hjemme på en valgdag. Han var i nogle år i bestyrelsen for venstrevælgerforeningen, og han var i mange år i bestyrelsen for husmandsforeningen. Der fulgte vi alt, hvad der foregik, og jeg blev altid taget med, for ellers skulle jeg jo have været alene hjemme, og det duede ikke. Vi kom også sammen med de nærmeste naboer til aftenkaffe af og til, så det var ikke en isoleret tilværelse, de levede i min barndom.

Far havde ikke det bøjelige sind, hvis nogen trådte uden for den vej, han anså for den rigtige. Men med alderen mildnedes hans sind, og de sidste år af sit liv boede han og mor i huset i Aagaard. Jeg tror, det var godt, at far døde først, for jeg tror, han ville have været hjælpeløs, hvis han skulle have været alene. Han og mor var begge børn af en tid, hvor det huslige arbejde udelukkende sorterede under kvinderne. De ligger

Tanggården familie

Niels blev gift med Ane Marie Jensen i 1910 i Eltang Kirke Vejle, Kolding, , Danmark. (Ane Marie Jensen blev født den 24. jul. 1886 og døde i 1977 i Vester Nebel Kirke Ribe, Esbjerg, , Danmark.)


  Parnotater:

Niels Buhl 1885 og Anes liv

Jeg vil nu fortælle om, hvordan min far klarede sit liv med et forlist barndomshjem som baggrund.

Han kom i pleje hos fjern familie på en gård i Herslev. Men kærlighed og omsorg modtog han ikke meget af. Han måtte arbejde for føden og måtte bo ude på karlekammeret hos karlene. Skolen var tilligemed hans skræk. Lærerens metoder var hårde og upædagogiske. Drengen var velbegavet nok, men hans motivering for at modtage undervisning under disse barske vilkår har været dårligst tænkelig. Resultatet af skolegangen var da også mådelig. Men lært at læse fik han da og læste senere i livet meget gerne bøger. Værre var det med skrivningen, jeg har aldrig set min far skrive ret meget mere end sit navn. Alt andet skrive arbejde måtte min mor klare.

Han havde det kummerligt i sit plejehjem, og da han var konfirmeret og kom rigtig ud at tjene, kom han der aldrig mere. I hans unge år var karlekamrene og borgerstuerne hans eneste hjem. Fars pladser var på de store gårde i Nr. Bjært og Eltang, og hvor har jeg nydt det mangen vinteraften derhjemme, når far og mor talte om denne tid. Denne tid som tjenestekarl havde givet ham bedre minder, end barndomstiden havde. Sådan må jeg i hvert fald forstå det, for ungdomstiden var ikke et tabuemne, som barndomstiden var det

Jeg fik ved at lytte til deres snakken et godt kendskab til gårde og mennesker i Nr. Bjært og Eltang. Der kunne nok på den tid findes gårde, hvor man var påholdende med kosten til folkene. Et sted var det særlig galt. Karlene fik aldrig nok at spise, der kom aldrig mad nok på bordet. En dag var det slut med tålmodigheden fra deres side, og far måtte som forkarl organisere en ministrejke. Han forlangte at få husmoderen i tale, og så sagde han, at de gik ikke ud og arbejdede igen, førend de havde fået noget mere at spise. Det må være blevet forstået, at det ikke var tomme ord fra fars side, for der kom mere mad på bordet.

At mor, der var fra et arbejderhjem på Sjælland, kom til denne egn, skyldtes at hendes ældste søster var mejerske på "Eltanggård". Mor fik plads på "Buhlseje" i Stenderup hos fars slægtninge, og her tjente også far. Så her lærte de hinanden at kende.

To af mors søstre, den ene hende der havde været mejerske på "Eltanggård", blev gift med to gæve svenske skovarbejdere, der fik plads på godset "Mejlgård" på Djursland. Og det var årsagen til, at far og mor også, da de blev gift i 1910, kom til "Mejlgård", hvor far blev skovarbejder. Det var en lykkelig tid for min mor, og hun ville gerne være blevet der. Men det var ikke noget for far at være skovarbejder, sikkert har han heller ikke trivedes rigtigt på den fremmede egn. Så i 1911 flyttede de til Nr. Bjært og kom til at bo i det gule hus over for Brugsen, og far blev daglejer på "Solbjerg". Om det gule hus ligger der endnu, og om det stadig er gulkalket, har jeg ikke set fornylig. Men i mange år var det "det gule hus", hvor Nanny og Svend blev født. Derefter blev far bestyrer pä gården "Køllebo" i Drejens, og da den blev solgt, blev de bestyrerpar nå Eltang fattiggdrd. Disse tre steder var deres hjem fra 1911 til 1919, hvor længe de var hvert sted, ved jeg ikke, men jg mener, at tiden på Éltang fattiggård var ca. fire år.

Denne tid som fattiggårdsbestyrer har jeg hørt meget om. Eltang fattiggård var en blanding af et alderdomshjem, et hjem for hjemløse, et plejehjem for sindslidende og endelig kommunens administrationsbygning, idet alle sognerådsmøder holdtes på fattiggarden. Og det betød opvartning med kaffebord og spisning til sognerådet.

Det der faldt mor sværest at have med at gøre, var de beboere, der var så hjælpeløse, at de skulle mades. En af dem var så voldsom, at far altid måtte med ind at holde ham, mens mor madede ham. Men der var også Anders, voksen mand, men i forstandsmassig udvikling på højde med børnene. Anders var godheden selv, og han blev Karla en gode legekammerat. Far havde autoritet til den bestyrerplads, og det er mit indtryk, at det gik godt. Mor havde voksen pige til hjalp, men alligevel var arbejdsbyrden stor. Og det var nok en af grundene til, at de holdt op der.

Desuden bar far på en drøm om at få sit eget. at denne drøm kunne realiseres, kan vi takke proprietær Laurids Thorning, "Solbjerg", for. Han havde tillid til, at far og mor kunne klare det, og var villig til at kautionere for dem, så de kunne købe ejendommen på 7 tdr. land i Vester Nebel. Den blev familiens hjem de næste 28 år.

Prprietær Thorning og hustru troede som sagt på far og mor og de kom i mange år hver sommer på besøg. Denne interesse for hvordan det gik for far og mor, var noget særligt fra deres side. Det ved Nanny, for hun fik godt kendskab til familien Thorning da hun senere kom i huset både hos sønnen E. Thorning på "Petersbjerggård" og hos fru Thornings mor i Kolding.

Og det gik for far og mor, selv om der aldrig blev stort at slå til side med. Mor var enestående til på alle måder at få noget ud af næsten ingenting. Og far kørte i mange år en mælketur. Denne mælketur blev kørt så præcist, at man kunne stille klokken efter ham. Og ikke noget med at konerne, mor indbefattet, kunne sende bud i brugsen med ham, som de kunne med så mange andre mælkekuske. Sådan var far. Han var sin egen herre. Det kom også til udtryk, hvis man på nabogårdene, f. eks. i høstens tid kunne finde på at spørge far, om han ville hjælpe dem. Så var svaret nej. Han havde hans eget at tage vare på, den tid var ovre, hvor han kunne gå på dagleje hos andre.

Far var ordensmenneske, og søndagsarbejde og aftenarbejde fandt ikke sted, kun i høstens tid kunne det ske, at aftenerne blev taget til hjælp. Vi havde både selvbinder og andre maskiner samt tærskeværk sammen med naboejendommen. Det var en god ordning, og i høstens tid havde vi tre heste for binderen, vore egne to som altid var velplejede og villige plus naboens ene. Aldrig glemmer jeg synet af min far på selvbinderen, med sikkert overblik over det hele. Så var han godt tilpas, så var det høstens glade stemning, der rådede på det lille hus-mandssted.

Selvfølgelig var der også dage, hvor humøret ikke var i top, ja min fars humør kunne nok være langt nede indimellem. Jeg husker det nok, men helst og bedst husker jeg alle de gode dage, der gjorde, at de klarede sig, også i tredivernes krise, så de altid kunne betale enhver sit og blive ved ejendommen.

Far var altid venstremand, han var det af fødsel og overbevisning, og aldrig er han og mor blevet hjemme på en valgdag. Han var i nogle år i bestyrelsen for venstrevælgerforeningen, og han var i mange år i bestyrelsen for husmandsforeningen. Der fulgte vi alt, hvad der foregik, og jeg blev altid taget med, for ellers skulle jeg jo have været alene hjemme, og det duede ikke. Vi kom også sammen med de nærmeste naboer til aftenkaffe af og til, så det var ikke en isoleret tilværelse, de levede i min barndom.

Far havde ikke det bøjelige sind, hvis nogen trådte uden for den vej, han anså for den rigtige. Men med alderen mildnedes hans sind, og de sidste år af sit liv boede han og mor i huset i Aagaard. Jeg tror, det var godt, at far døde først, for jeg tror, han ville have været hjælpeløs, hvis han skulle have været alene. Han og mor var begge børn af en tid, hvor det huslige arbejde udelukkende sorterede under kvinderne. De ligger

Kilder


1 Folketælling 1890 Lejrskov Ribe, Folketælling 1890 Lejrskov Ribe. Opslag 40. Surety:3

2 Ellen Buhl Slægtshistorie, Ellen Buhl Slægtshistorie. Surety:3 .... Folketælling 1890 Lejrskov Ribe, Folketælling 1890 Lejrskov Ribe. Opslag 40. Surety:3

3 Folketælling 1916 Eltang Vejle Niels, Folketælling 1916 Eltang Vejle Niels. Opslag 83. Surety:3

4 Folketælling 1911 Glesborg Randers, Folketælling 1911 Glesborg Randers. Opslag 64. Surety:3

5 Ellen Buhl Slægtshistorie, Ellen Buhl Slægtshistorie. Surety:3 .... Folketælling 1925 Vester Nebel Vejle, Folketælling 1925 Vester Nebel Vejle. Opslag 23. Surety:3 .... Folketælling 1930 Vester Nebel Vejle, "Folketælling 1930 Vester Nebel Vejle". Opslag 57. Surety:3 .... Folketælling 1921 Vester Nebel Vejle, Folketælling 1921 Vester Nebel Vejle. Opslag 23. Surety:3


Indholdsfortegnelse | Efternavne | Navneliste

Denne hjemmeside blev lavet 14. jul. 2020 med Legacy 9.0 fra MyHeritage; indholdsophavsret og vedligeholdelse af christian@neven.dk